KøbenhavnskeMedicinskeSelskaber

Borgerhospitalet. Han var en over hele Østrig kendt Kirurg, ikke mindst fordi

han 1757—76 var Læge ved Inkvisitionen — Folterarzt — og benyttede sine

uhyggelige Erfaringer til at gøre saa indtrængende Forestillinger hos Maria

Theresia, at hun afskaffede Torturen. Lebers kirurgiske Færdighed var sær

deles betydelig, og han ansattes 1756 som Operatør ved den medicinsk-kirur-

giske Klinik, og 1761 fik han Professoratet i Anatomi og teoretisk Kirurgi.

Ogsaa han havde studeret Skarntydegiften. (Abhandlung von der Nutzbarkeit

des Schierlings in der Wundarzneikunst 1762).

Anton Storck

hørte til van

Swietens Elever og blev Doktor under hans Auspicier. Han ansattes 1758 som

Læge ved Fattighospitalet og blev senere Livlæge hos Maria Theresia. Det var,

som nævnt, ham der udførte Universitetsreformen og han stod længe som

Leder af Universitetsklinikerne. Hans Undersøgelser over en Mængde Plante-

gifte (Cicuta*), Aconitum, Clematis, Colchicum, Hyoscyamus, Strammonium

o. a.) har haft blivende Betydning. Man havde altsaa forstaaet at vælge sær

deles fremragende Mænd til Æresmedlemmer og der var ingen Tvivl om, at

Selskabets Anseelse var blevet styrket. Nogle Skumlere har der vel nok

været, der har syntes, at Selskabet med de faa Medlemmer har haft lidt

for mange Æresmedlemmer, idet mange Aar skulde gaa hen inden man ud

nævnte nye og da var det fortjente Danske. Udlændinge optog man i de

korresponderende Medlemmers Række, noget man var begyndt med umid

delbart efter Møllers og Gahns Valg.

Der skete iøvrigt ingen større Begivenheder i Aarene 1776—81. Forhand

lingsprotokollen indeholder kun de sædvanlige Klager over Medlemmernes

Udebliven, Listen over Foredragene og lidt Smaabemærkninger om, naar en

uventet Udgift er blevet reparteret paa Medlemmerne. Man ser dog, at Sel

skabet har vakt nogen Opmærksomhed i Udlandet, idet mange korrespon

derende og ekstraordinære Medlemmer optages. I denne Retning peger ogsaa,

at den danske Konsul i Liverpool — det noteres næsten med Stolthed i den

ellers lidet meddelsomme Protokol — den 29. November 1781 — sender to

Doser af

W illiam Hills

(Ormskirk, Lancashire)

Medicine for cure of H y -

drophobia

sammen med et Brev fra en Kirurg

Miles Barton

i nævnte By med

Begæring, at Pakken ikke maatte blive aabnet før en Lejlighed til Brug

*) Naar Skarntydegiften stadig diskuteredes i denne den begyndende eksperimental

farmakologiske Periode, skyldes det, at den var omgivet med mange mystiske Forestillinger.

Det fortælles saaledes, at Faar døde, naar de aad de friske, men ikke de afhuggede

Planter.

Matthiolus

meddeler, at Æsler, der aad den, faldt om og sov som i Dødssøvn.

Gæs døde efter et Raserianfald.

Cæsalpinus

skriver, at Fugle bedøvedes, naar de aad

Frøene, saa at de kunde fanges med Hænderne. Stærene skulde dog i Følge Galen være

en Undtagelse. Fra Renæssancetiden foreligger de første Beretninger om Forveksling af

Skarntyde og Petersilje med dødeligt Udfald. Med Henblik paa Sokrates’ Død blev

cicutam bibere

et Ordsprog.

Simon Paulli

fraraadede den indvendige Brug hos Kvinder

med det Formaal at fjærne Mælk fra Brysterne; den var nemlig ikke uden Fare. (Schrøder:

Trefflich versehene Medizin-Chymische Apotheke. 1685).