67 / 290
62
Caryophyllatæ vires in febribus præcipue in term itten tibus aliisque mo rbis
udsendte Buchhave 1781 sine Forsøg, som var paabegyndte 1776, og som
sluttede sig til andre af lignende Art, idet der den Gang var en Bestræbelse
oppe for at erstatte de udenlandske Præparater med hjemlige. Buchhave var
kommet ind paa sine Forsøg ved at Landbefolkningen ikke havde Raad til
at betale Kinabarken, og det var altsaa en særdeles fortjenstfuld Gærning
at skaffe et Erstatningspræparat for den. Tode skrev om Opdagelsen (10) og
følte sig glad og stolt over at være den første, som underrettede Fædrene
landet om dette saa vigtige, saa smigrende Nyt, og han sluttede sin Omtale
med disse Ord: »Hvad siger det, at ingen Ærestøtter blive dig [Buchhave]
oprejste, at din Fortjeneste ikke præges i Guld? — Naar Støtter er henfaldne,
naar Skuepenge er blevne ulæselige, saa ville endnu de herligste Æresminder,
reddede Menneskers taknemmelige Hierter, hædre dig. Og naar du selv ikke
mere kan høre deres Velsignelse, saa ville de velsigne det Land, som har
frembragt dig.«
Naar Tode skrev saa kraftige Udtalelser, skyldtes de hans patriotiske Be
gejstring, men var ikke videre velfunderede. Han havde jo egentlig den Gang
kun Buchhaves egne Meddelelser at støtte sig til, og de var naturligvis rosende
nok. I 1780 indsendte han et halvt Pund Nellikerod til Gollegium medicum,
som lod Apoteker
F. H. Muller
(11) undersøge det og derefter tilstillede Fre
deriks Hospital det til Forsøg, der dog trak i Langdrag. En Portion, sendt
til Prof.
F.
L.
Bang,
toges i Brug og gav et nogenlunde gunstigt Resultat.
Buchhave fremlagde nu sin Opdagelse for det medicinske Selskab og Apoteker
M. Hagen
(12), Kong Salomons Apotek, blev udset til at gøre Forsøgene.
Desværre slog de ganske fejl, Nellikeroden hjahp kun lidt eller intet, hvorledes
man saa end anvendte den. Der udviklede sig nu en meget heftig Polemik (13),
i hvilken F. L. Bang, C. F. Falchenthal og Tode deltog sammen med en Del
Provinslæger imod Buchhave, som holdt fast paa sit. For Tode var Stillingen
vanskelig paa Grund af hans tidligere Udtalelser, men han indrømmede ærlig
sin Fejltagelse, forklarede hvorledes den var kommet i Stand og naaede med
sin glimrende Journalistik at blive Oppositionens Fører, ikke lidet støttet af
Buchhaves kluntede Forsvar. Denne skød sig nemlig ind under, at Præpa
rationen af Drogen aldrig havde været som den skulde, undtagen naar han
selv foretog den, og hans Forsvarsskrift er fuldt af Selvmodsigelser og Uklar
heder. Overfor ham havde Tode let Spil, og han skriver med sædvanligt
Vid: »thi artigt nok er det, at 1780 har Nellikeroden ikke al sin Kraft for
Tienerens Skyld, 1781 ikke for Apothekerens Skyld og 1782 viser den ikke
al sin Dyd for Doctorens standsede Forsøgs Skyld. Om den nu heller ingen
Kraft havde 1783 for Veierligets Skyld, saa var det ogsaa den kompletteste
Fatalitet, et Medikament kunde have.« At Sagen forekom Tode pinlig for ham
selv, fremgaar af den Maade, han skriver paa, men hans Loyalitet er uomtvi