Previous Page  63 / 290 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 63 / 290 Next Page
Page Background

58

efter det her omtalte Tidspunkt, at blive Professor i Kiel og Medlem af

Sanitetskollegiet for Hertugdømmerne.

Blandt de i 1775 udnævnte Æresmedlemmer fandtes ogsaa en Wiener,

Joseph Quarin,

men andre fulgte efter, i 1876

Anton Storck, Ferdinand Joseph

Leber

og

Nicolas Joseph Jacquin,

i 1780

Maximilian Stoll.

Ved disse Udnæv­

nelser hyldede man dels den Boerhaaveske Kliniks eneste direkte Efterkom­

mer, Wienerkliniken (7), dels anerkendte man den af van Swieten foranstal­

tede Reorganisation af den lægevidenskabelige Uddannelse. Med Jærnhaand

havde nemlig Maria Theresias Livlæge faaet ikke blot de unge Medicineres

Undervisning revolutioneret, men ogsaa gennemført en Medicinalreform, der

ikke blot gjaldt den offentlige Sundhedspleje, men ogsaa naaede op i selve

det medicinske Fakultet. Til de studerendes Disposition stod en stationær

Klinik paa Borgerhospitalet, men da denne kun havde 6 Mands- og 6 Kvinde­

senge og Patienterne derfor kun sjældent kunde skifte, sørgede han for at

de syge, der henvendte sig fra Ambulatoriet (Polikliniken) og de, der over­

sendtes fra Trefoldighedshospitalet ogsaa kunde blive indlagte. Indenfor

Universitetet gik Foranstaltningerne ud paa at faa oprettet nye Lærestole for

Medicinens Nabovidenskaber (Botanik og Kemi), Anatomien udskiltes fra

Kirurgien, og for dette Fag, saavel som for Fødselshjælpen traf han For­

anstaltninger til praktisk Undervisning. Desuden oprettedes der en botanisk

Have, kemiske Laboratorier o. a. m., og fra alle Verdens Hjørner indkaldtes

lærde til at beklæde de nyoprettede Stillinger. Et Par af disse træffes blandt

Medicinsk Selskabs Æresmedlemmer.

Quarin

havde udmærket sig ved at tage

den filosofiske Doktorgrad i 15-Aars Alderen og tre Aar senere den medi­

cinske; v. Swieten havde lagt Mærke til hans usædvanlige Begavelse og fik

ham til at holde Anatomiforelæsninger i de barmhjærtige Brødres Hospital,

hvor han ogsaa holdt Klinik. Hans Fortjeneste var, at han organiserede de

wienske Hospitaler med en klinisk Undervisning for Øje. Hans Ry naaede

langt ud over Østrigs Grænser, og han havde et Tilknytningspunkt til Dan­

mark, idet J.

Z. de Meza

havde oversat hans

Methodus medendarum febrium

(Wien 1772) til Tysk. Paa Opfordring af Storck, der straks vil blive omtalt,

skrev han

Ten tamen de cicuta

(1761), der omhandlede Skarntydens Gift, et

Emne, det medicinske Selskab et Par Gange diskuterede.

Jacquin

var født i Leyden og kaldtes 1752 til Wien af van Swieten. Skønt

han oprindelig var Læge, gik han mere og mere over til botaniske Studier,

og han havde opholdt sig længe i Vestindien, hvis Flora han beskrev. Han

ansattes 1759 som Professor i Kemi og Metallurgi, senere føjedes Botanik til

og han var ved Udnævnelsen til Æresmedlem, Direktør for Universitetets

botaniske Have og for Haverne i Schonbrunn.

Leber

repræsenterede Kirurgien. Han havde gaaet i Lære hos en Kirurg

og var af van Swieten bleven ansat som Hospitalslæge i Breitenfurt, efter

at han havde taget Magistergraden i Kirurgi 1751. Senere blev han Læge ved