63 / 290
58
efter det her omtalte Tidspunkt, at blive Professor i Kiel og Medlem af
Sanitetskollegiet for Hertugdømmerne.
Blandt de i 1775 udnævnte Æresmedlemmer fandtes ogsaa en Wiener,
Joseph Quarin,
men andre fulgte efter, i 1876
Anton Storck, Ferdinand Joseph
Leber
og
Nicolas Joseph Jacquin,
i 1780
Maximilian Stoll.
Ved disse Udnæv
nelser hyldede man dels den Boerhaaveske Kliniks eneste direkte Efterkom
mer, Wienerkliniken (7), dels anerkendte man den af van Swieten foranstal
tede Reorganisation af den lægevidenskabelige Uddannelse. Med Jærnhaand
havde nemlig Maria Theresias Livlæge faaet ikke blot de unge Medicineres
Undervisning revolutioneret, men ogsaa gennemført en Medicinalreform, der
ikke blot gjaldt den offentlige Sundhedspleje, men ogsaa naaede op i selve
det medicinske Fakultet. Til de studerendes Disposition stod en stationær
Klinik paa Borgerhospitalet, men da denne kun havde 6 Mands- og 6 Kvinde
senge og Patienterne derfor kun sjældent kunde skifte, sørgede han for at
de syge, der henvendte sig fra Ambulatoriet (Polikliniken) og de, der over
sendtes fra Trefoldighedshospitalet ogsaa kunde blive indlagte. Indenfor
Universitetet gik Foranstaltningerne ud paa at faa oprettet nye Lærestole for
Medicinens Nabovidenskaber (Botanik og Kemi), Anatomien udskiltes fra
Kirurgien, og for dette Fag, saavel som for Fødselshjælpen traf han For
anstaltninger til praktisk Undervisning. Desuden oprettedes der en botanisk
Have, kemiske Laboratorier o. a. m., og fra alle Verdens Hjørner indkaldtes
lærde til at beklæde de nyoprettede Stillinger. Et Par af disse træffes blandt
Medicinsk Selskabs Æresmedlemmer.
Quarin
havde udmærket sig ved at tage
den filosofiske Doktorgrad i 15-Aars Alderen og tre Aar senere den medi
cinske; v. Swieten havde lagt Mærke til hans usædvanlige Begavelse og fik
ham til at holde Anatomiforelæsninger i de barmhjærtige Brødres Hospital,
hvor han ogsaa holdt Klinik. Hans Fortjeneste var, at han organiserede de
wienske Hospitaler med en klinisk Undervisning for Øje. Hans Ry naaede
langt ud over Østrigs Grænser, og han havde et Tilknytningspunkt til Dan
mark, idet J.
Z. de Meza
havde oversat hans
Methodus medendarum febrium
(Wien 1772) til Tysk. Paa Opfordring af Storck, der straks vil blive omtalt,
skrev han
Ten tamen de cicuta
(1761), der omhandlede Skarntydens Gift, et
Emne, det medicinske Selskab et Par Gange diskuterede.
Jacquin
var født i Leyden og kaldtes 1752 til Wien af van Swieten. Skønt
han oprindelig var Læge, gik han mere og mere over til botaniske Studier,
og han havde opholdt sig længe i Vestindien, hvis Flora han beskrev. Han
ansattes 1759 som Professor i Kemi og Metallurgi, senere føjedes Botanik til
og han var ved Udnævnelsen til Æresmedlem, Direktør for Universitetets
botaniske Have og for Haverne i Schonbrunn.
Leber
repræsenterede Kirurgien. Han havde gaaet i Lære hos en Kirurg
og var af van Swieten bleven ansat som Hospitalslæge i Breitenfurt, efter
at han havde taget Magistergraden i Kirurgi 1751. Senere blev han Læge ved