71 / 290
66
Det kunde maaske synes underligt, at Tenon henvendte sig til det lille,
i det hele ret ukendte danske Selskab, der neppe paa Forhaand kunde antages
at være i Besiddelse af Oplysninger, der kunde være til Nytte i Verdensstaden
Paris. Aarsagen ligger maaske i, at det 18. Aarhundrede betegner et Vende
punkt i Hospitalsvæsenets Historie, idet Bygningen af Sygehuse fra at have
været i kristelig-filantropiske Hænder eller ledet af Kommunerne gik over
til at være en Statssag. Friedrich I havde 1710 rejst Charité i Berlin, 1757
fulgte kgl. Frederiks Hospital i København efter og 1784 grundede Joseph II
Allgemeines Krankenhaus i Wien. Danmark indtog altsaa paa dette Omraade
en anset Stilling. I Paris havde Hotel-Dieu været hele Landets Sygehus, lige
berømt ved sin Størrelse og sin slette Hygiejne (19), men det var delvis
brændt 1772 og Ludvig XVI havde 1788 nedsat en Komité, der skulde tage
en Nyopførelse og Rekonstruktion under Overvejelse. Tenon var dens For
mand og Lavoisier og Laplace Medlemmer af den. Spørgsmaalet, hvorom
alt drejede sig, var Pavilloner contraKorridorhospitaler, ogTenon, der afgav Be
tænkning 1789, søgte at tilvejebringe et Materiale, der kunde belyse Sagen, ved
Forespørgseler i Udlandet, og foretog endog Rejser i den Anledning (20). Man
véd, at Ombygningen af Hospitalet blev udskudt i saare lang Tid paa Grund
af Revolutionen. Lavoisier døde under Guillotinens Kniv og først sent —næsten
et Par Menneskealdre skulde forløbe — fik Tenons Arbejde sin Anerkendelse.
At F. L. Bang havde en særlig Interesse i Tenons Forespørgsel var ret
rimeligt. Han kendte sikkert Hotel-Dieu bedre end nogen anden herhjemme,
da han i 1770 paa det Finckeske Rejsestipendium havde opholdt sig længe
i Paris. Selv var han Overlæge ved Frederiks Hospital (1775), hvor han 1774
var bleven ansat som Reservemedikus.
Hvad Enden paa Sagen blev, vides ikke. Protokollen meddeler kun at
Prof. Bang leverede Aktstykkerne tilbage 20. November 1788. Efterspørgsel
i Paris angaaende en Skrivelse fra Selskabet til Tenon har intet Resultat givet,
da
les Arch ives de VAssistance publique,
der opbevaredes paa Paris’ Raadhus,
blev brændt 1871 af Kommunardeme (21).
Imidlertid ventede Håberli — flere andre var i Mellemtiden blevet optaget
som ekstraordinære Medlemmer — og først i Januar 1789 naaede man til at
votere om hans Optagelse. Den sker ganske vist enstemmigt, men det frem-
gaar tydeligt af Forhandlingerne, at man har været noget usikker overfor
ham. Han havde ogsaa været saa ærlig paa sine indsendte Dokumenter at
kalde sig
medicus subalternus in nosocomiis S. Maximiliani et Annæ,
hvad
der sikkert har foranlediget, at man ikke har fundet ham fin nok. Han fik
sit Diplom tilstillet straks, ikke som en Undskyldning for at Sagen var
trukket i Langdrag (hvad der dog nok var den virkelige Grund), men fordi
han allerede havde sendt to Afhandlinger ind.
I Aaret 1790 traadte man første Gang i Forbindelse med et udenlandsk
Selskab, idet det medicinske Selskab i Boston gennem sin Sekretær,
Wa r ren,