65 / 233
57
til Øen, hvorfor det hedder i Brevet: »Och ther som Hol-
lenderne paa Saltholm boendis iclce ere tilfridts, at samme
Amage mend bruge theris handel ther paa landet, tha skulle
Hollenderne hafve fri lof at drage ther af landet«. Og de
danske Bønder skulde da være pligtige til at yde Kronen —-
Kjøbenhavns Slot — den Landgilde, som Hollænderne gav,
nemlig 2V2 Td. Smør1). I al sin Korthed rummer dette Brev
saaledes de danske Amageres Privilegier og giver et Varsko
til Hollænderne om at holde sig indenfor deres egne Ene
mærker, hvad selvfølgelig ikke var Midlet til at skabe Fred
og Venskab mellem Øens gamle og nye Beboere. De skilles
efterhaanden mere og mere fra hinanden. De danske sank ved
Fæstetvang, Hoveri og Skattebyrder dybere i Armod, medens
Hollænderne hævede sig til Frihed og Velstand. Forskellig
heden i Sprog, Sæder og Livsvilkaar dybede Kløften og drog
en skarp Skillelinje mellem de hollandske og de danske
Amagere.
Om
Saltholmsrettigheden
maatte Parterne enes saa godt de
kunde. Efter nogle Aars Forløb flyttede de Hollændere, som
havde taget Bopæl paa Holmen, derfra; og Øen overdroges
da — ved aabent Brev af 18. Juni 1547 — til samtlige Ama
gerlands Beboere -— »wore Undersaatte som bygge oc boe
paa wort Land Amage« — til Græsgang og hvad anden
Maade, de ellers kunde drage sig den til Nytte. Afgiften paa
de 2V2 Td. Smør blev samtidig forandret saaledes, at der for
Eftertiden i Stedet for Smør skulde svares 40 gode myntet
Jochimsdaler, samt 200 gode Læs Kalksten. Endvidere skulde
Lensmanden paa Kjøbenhavn have fri Græsning paa Øen til
Kongens Øxne og Heste efter gammel Sædvane. A t denne
Rettighed gjaldt baade Hollænderne og de danske Amagere
se vi deraf, at Hollænderne samme Aar, den 13. Juli, fik
stadfæstet deres Ret til Øen, »som andre vore Undersaatter«,
imod at svare deres Part af den aarlige Afgitt2).
x) Bilag XV I.
2) Bilag X V II.