105 / 166
105
barbariske: den ene er at lade Børn, baade Drenge og Piger ligge -
længe paa Knæ paa Ærter; lige saa raat er det at lade dem sulte,
og det forsikres, at det at lade et Barn sulte en halv Dag er lige
saa haardt som at lade en Mand undvære Mad et helt Døgn. Dog
vil Tode ingenlunde helt forkaste legemlig Straf; men han siger,
at man da om Stunder anvender Prygl som Vane, til Sindslettelse,
Adspredelse, Morgenmotion, Digestivmiddel, skønt det burde an
vendes med ligesaa megen Forsigtighed, som en Kniv i Læge
kunsten. Og er Prygl endelig nødvendige, finder Tode en i vore
Øjne ret raffineret Udvej: at slaa med et friskt, fingrenet Ris paa
Ryggen af Hænder og Fingre!
Det blev imidlertid Fremtidens Skoler, som de var planlagte
og grundede i den her omtalte Tid, der fik Æren af at indføre
humanere Behandling af Børn ogsaa i Hjemmene, det er det nit
tende Aarhundredes Pædagoger mere end dets Læger, der skal
have Rosen herfor. Men det varer et Stykke ind i det nittende
Aarhundrede, inden Skolerne arbejder sig op til en saadan An
seelse, at man forstaar, at det har virkelig pædagogiske Fortrin
at lade Børn komme i Skole og færdes med andre jævnaldrende
fremfor at piskes op af en Informator inden fire Vægge. Der er
allerede nu i 1780’erne saa vidt skuende Foregangsmænd, at der
lyder Røster, der maner Forældrene til at tænke sig
0111
og huske,
hvor stor en aandelig Forfriskning det er for dem selv at søge
Samvær med andre — det er jo netop »Selskabernes« Tid, —
hvor meget mere trættende og sløvende maa det da ikke være for
den unge Hjerne aldrig at modtage Indtryk udefra, .la, ogsaa det,
at Lærerens Person evig er den samme paapeger man det skade
lige ved; men de gamle Skolers ilde Ry, navnlig paa Grund af det
daarlige Selskab af de lavere Stænders Børn, skræmmer endnu
længe Borgerskabet fra at give efter for Fornuftgrunde, der synes
ganske selvindlysende. Men Fordomme er nu een Gang For
domme, og mod dem kæmper selv Guderne forgæves; thi de har
deres Rod i Dumhed.
Og ser vi efter disse Betragtninger paa, hvad man i ramme
Alvor bød Børn af Udenadslæren af Ramser, Bibelforklaringer og
Gloser, gyser man og fatter ikke, at det ikke har hævnet sig helt
ned i vort Slægtled. Undertiden maa man mod sin Vilje le. Da
tidens pædagogiske Principper giver sig saaledes et overordentlig
komisk Udslag i en mærkelig Bog fra den Tid, der hedder: »Arith-