104 / 166
104
Rektor, at han ikke kan sin Lektie til Præsten (ikke til Skolen):
»Opbragt, dels formodentlig ved Tanken om, at Skolen skulde
staa til Skamme paa Kirkegulvet, dels at vi havde fritaget os for
at læse over paa vort Hebraisk for ikke at læse over til Præsten,
greb han sit Spanskrør og gav mig paa egne og øvrige vedkom
mendes Vegne en saa eftertrykkelig Del Bank, at han 3 Gange
satte sig ned i Gathedret for at puste og rejste sig atter at begynde
da Capo.« Men ogsaa
0111
Rektor bevarer Rahbek kun gode Minder.
Det var ikke Rahbek alene, der var Genstand for denne Art
Opdragelse, det var ganske almindeligt, man kan omtrent læse i
hvilke Memoirer man vil, saa fortæller de om Prygl og Straf, og
det af den Art, som er husket længe efter. Selv Oehlenschlåger, hvis
Barndom ellers hengled saa roligt, har Pryglehistorier fra Hjemmet.
Og Skolernes Opdragelsesmethode blev ikke bedre, fordi Lærer
standen stod saa uendelig lavt. Naar de ikke netop var saa lærde,
at de slet ikke kunde forstaa, at andre ikke fattede saa hurtig
som de, saa at de fortjente Hug, naar det gik for langsomt, var
de saa uvidende, at de ikke kunde tænke sig anden Maade at
hævde Avtoriteten paa end ved Prygl. Og Forældrene, der havde
faaet Prygl som Børn, mente, at det hørte til, og aandelig Paa-
virkning til det gode kendtes egentlig ikke, før
Edvard Storm
slog
til Lyd herfor og trods adskillig Modstand gennemførte, at Prygle-
straf blev forbudt i Efterslægten. I hans Spor traadte
Tode,
men
med en anden Motivering. Det var den hygieiniske Side af Sagen,
der laa ham mest paa Hjerte. Han finder vel nok, at det er en
afskyelig Fejl, at »Kødet maa bøde for Forstanden, at Latin og
Gudsfrygt skal indbankes, og at Rumpen maa være ansvarlig for
Hovedet.« Men han gennemgaar alle de barbariske Straffe — en
»kraftig Øretæve, annammet af en arrig Skolebjørns tunge Lalle
kan gøre en Dreng til et Drog paa Livstid — nogle slaar med
Kæppe oven i Hovedet, ganske barbarisk! — Men paa Ryggen da?
Nej, der sidder Lungerne. Og Haanddask er lige saa farlige; thi
mange Børn, hvis hele Fremtid beror paa deres Fingernemhed,
lider derved uoprettelig Skade. »Siddekødet« kan vel taale mere
end ædlere Dele, men da man den Gang udelukkende anvendte
Slag paa den blottede Bag, mener Tode med Rette, at det, især
da Straffen gik for sig i de øvrige Børns Nærværelse, er forkaste
lig allerede af moralske Aarsager. Ligeledes omtaler Tode Straffe,
der anvendes almindeligt i Hjemmet, og som vi nu indrømmer er