99 / 166
99
Landet, kom man sjældent saa langt fra København som nu.
Frederiksberg eller Nørrebro var nok. Knkelte mere velhavende
drog dog længere bort. Saaledes boede Luxdorph og siden Hof-
apoteker Becker hver Sommer i Nærum, Kammerherre Suhm i
Øverød. Men gav man sig endelig Landet saa meget i Vold, var
det almindeligt, at man blev halvt Landmand derved, idet man
havde en fuldstændig Landhusholdning og en Bestyrer, der drev
Gaarden og boede i Hovedbygningen om Vinteren. Boede en
Familie nær ved København paa Landophold, var den tit plaget
af altfor stærkt Rykind af Venner og Bekendte, og Københavnerne
var da lige saa hensynsløse overfor Haver og Træer som nu. En
Landmand, der bor i Nærheden af Byen, klager i Tilskueren sin
Nød over de Københavnere, der trækker paa Forlystelse. Han
bliver oversvømmet af Besøg fra København. Indbyggerne der
anser Landbofolk for Folk uden Ejendomsret og tror, at hvert
Sted, som ingen af dem har taget i Besiddelse, er aldeles uden
Ejer og tilhører den første den bedste, som kommer derhen. Folk
er ganske ugenerte og fordringsfulde. De holstenske Vogne er for
Landboerne lige saa skrækkelige som de britiske Stridsvogne var
for Romerne, eller Ormen hin Lange for Olav Tryggvesøns Fjen
der. Især er de københavnske Animer og de københavnske Drenge
lige saa frygtelige for Landmænd som Oberndorffs Vildsvin for
de pfalziske Bønder. For en københavnsk Dreng er der hverken
Laas eller Lukke. Ser han en Sommerfugl, han vil lange, tram
per han os 5—6 Bedde ned med lige saa ringe Betænkning, som
kunde han være en fordums fransk Herremand eg Beddene Bøn
dernes Kornmarker. Falder hans Vej gennem en Rosen- eller
Ribshæk, maa den ned uden Naade. For at faa fat paa eet eneste
halmodent Kirsebær brækker han 10 Grene, som hænger fulde af
grønne, klavrer op i Træet, betegner baade sin Op- og Nedgang
med Ødelæggelse og bliver omsider hængende og skriger, man skal
komme og hjælpe ham ned, fordi han ikke har Mod til at springe
ned. »Min Kones bedste Nøddehække har disse uvorne Unger
ødelagt ved at afrive Grene til Piske og Spaserestokke, og endda
er deres Ødelæggelse mod den, Ammerne anstiller, som Kyllinger
og Muldvarpe mod store Svin.« Man faar desværre ikke at vide,
hvad det er, Ammerne bedriver for Hærværk, thi Artiklen lort
sættes ikke. Abonnenterne havde den Gang svært Kram paa Tids
skriftudgiverne, og var der en Artikel, der mishagede, kunde et