95 / 166
Carl Bruun, som vel er den mest sagkyndige danske Forsker
paa dette Omraade, har i en lille Pjece
0111
Selskabslivet sagt, at
der ingen Grund er til at tage dette bogstaveligt. Selvfølgelig er
der det heller ikke. Thi hvilken Tid kan dømmes af de enkelte,
som kommer paa den fejle Side af det normale? Og det er altid
dem, Satirikerne kaster sig over. Hvor der er Leve-Evne, er der
ogsaa Levelyst, og der var vel næppe tiere Fraadsere i Køben
havn i 1794 end i 1904. Og hvad Drikken angaar, saa har der
lige saa naturligt været Folk, der lettede mere paa Dunken end
stræng Nødvendighed krævede, men er der ikke det endnu? I
Klubberne sagde man jo endda, at der blev sunget mere
0111
Drik,
end der blev drukket. Vinens Fris inspirerede mange til Lyrik,
0111
det var samfunds-pædagogisk, er vel tvivlsomt; men selve
Tode, som er en af de ivrigste Moralister, var jo mest skattet
som Digter, naar han skrev Ædeviser.
Henrik Steffens protesterer ogsaa, som Carl Bruun rigtig gør
opmærksom paa: »Man har vel ofte bebrejdet Nordboerne, at de
har stor Tilbøjelighed til at drikke, men jeg tør paastaa, at de
Aftener, vi saaledes tilbragte i overgiven Glæde, endog hvor de
svævede frem og tilkage og vaklede paa det Sømmeliges betænke
lige Grænse, dog aldrig sank ned til den skandaløse Plumphed
og Raahed, der paa en modbydelig Maade skræmmede mig tilbage,
da jeg' i Jena første Gang bivaanede de tyske Burschers Ølgilder.«
Og dog var det en af Rahbek indført Genklang af disse Gilder,
der var de herskende i København paa den Tid. Der er jo ogsaa
en Mængde andre Ting end netop Spisen og Drikken, der hæver
disse Sammenkomster over det altfor jordbundne. Der findes jo
ikke i Hovedstaden en Klub, hvor ikke ædlere Interesser dyrkes,
det være sig nu Musik eller Komedie. Og ved de stores Tafler
afløstes dog ogsaa selve Maaltidet af ædlere Nydelser. Med Lady
Hamilton indførtes Dans og Plastik, og det blev — udgaaende fra
de Brunske Saloner — en yndet Tidsfordriv ved Selskaber at for
lyste Deltagerne me^ Attituder og Dans, som var for Øjet og ikke
for Tanden, v. Ramdohr fortæller ogsaa fra sine Rejser i Dan
mark 1792 en Del, der er godt at faa Forstand af: »Middags
selskaber synes i det hele at være hyppigere end Aftenselskaber.
Man spiser sent, Kl. 3, undertiden Kl. 4. Man kan ikke sige, at
disse Tafler er overdaadige, men den kgl. Forordning af 1783, som
fastsatte Retternes Antal, er, som man kan tænke, forlængst gaaet