91 / 166
91
Maaltidet forbi, de fremmede faar et Par Kopper Kalle og »pakker
sig hen til en anden Korfirmation hos Købmand N. N., hvis Datter
ogsaa har »staaet«. Der er stor Assemblée med Dans. Ogsaa
Fortælleren gaar til to andre Konfirmationsgilder; der er de mest
vildtfremmede Folk samlede; derfor bliver Konversationen ogsaa
af den Art, at den endnu mere end Gaverne bidrager til at bort
lede Konfirmandernes Opmærksomhed fra Dagens Højtidelighed,
man taler om Dragter og Stads, man snakker om det vaade Vejr
og alt muligt, indtil Fortælleren forarget forlader Selskabet for at
vende tilbage til sit kære første Selskab, hvor han tilbringer
Resten af Aftenen med at lytte til Bedstemoders hyggelige, lære
rige, til Dagens Anledning afpassede Fortællinger.
Som man vil se, er en Del af de samme Anker, der nu rettes
mod Konfirmationsgilderne, allerede den Gang oppe. Derimod
fandt man det ret rimeligt, at navnlig Drengene soldede ganske
ugudeligt Dagene derpaa.
Ganske vist saa man ikke de nu saa moderne Cigarer og
Cigaretter hos Datidens Ungdom; thi Cigarer kendtes ikke før
efter 1808, og Pibe røg man ikke, naar man spadserede. Men
Synet af en fuld Konfirmand var den Gang langt hyppigere, end
det er nu, navnlig kunde Værten i Rabes Have fortælle derom.
Der er ikke Tale om andet end, at største Delen af det højere
Bourgeoisi i Opgangsperioden i 90’erne levede over Evne. Det
var den evindelige Kappelyst og Trang til at overbyde hinanden,
der gjorde, at Middagsselskaberne blev ganske overdaadige. Det
var ikke saa meget Retternes Mængde som deres Raffinement, der
gjorde dem flotte. Med de store Skibe, der for paa Langfart, hjem
bragtes (le kostbareste Rariteter som Kaviar, Trøfler, bøhmiske
Fasaner o. 1. samt Vine, der for ret at kildre de lækkert vante
Ganer maatte have passeret Linien ikke een, men to Gange. Og
dog gik det som oftest stift og tvungent til ved disse Gilder, hvor
der tit var een eller anden af de mange i Byen grasserende mere
eller mindre højfyrstelige Personer til Stede som Pynt. Derfor er
Satirikerne naturligvis ude efter Middagsselskaberne. Baade Tode
og Frankenau jamrer sig over de tykmavede Middagsherrer, der
vralter af Sted til Børsen, og i »Tilskueren« er der hyppig Betragt
ninger over vore selskabelige Forhold. Et Steds siges der, at
Gæsterne ikke burde være færre end Gratierne, ikke flere end
Muserne, men her hjemme gælder Regelen: jo flere, des bedre.