86 / 166
86
ses i »Drejers Klub« S. 211 ff. — Men medens det nu er Børn og
barnlige Sjæle, der beskæftiger sig med Gækkebreve, var det voksne,
alvorlige Mennesker, der i hine Tider hengav sig til Fornøjelsen
at skrive Bindebreve.
Fornøjelseslæsning kendte man egentlig ikke meget til i Køben
havns bedre Bourgeoisi før mod Slutningen af Perioden, da en
Del oversatte Romaner oversvømmede Markedet. De faa virkelig
litterære Familier, der interesserede sig for Litteratur og Kunst,
formaaede ikke at sætte noget Stempel paa den hele Borgerstand.
Nu var den da for Haanden værende Litteratur ganske vist ikke
heller meget fristende; men man kunde dog sikkert have valgt
sin Yndlingslekture med bedre Smag, end Tilfældet var. En meget
yndet Form for Skønlitteratur fremkom i de saakaldte Nytaars-
gaver. Vi kan lukke een af de mest karakteristiske op. Det er
Albertsens Nytaarsgave for det yndige Køn 1797. Vi ser da strax,
at den er tilegnet »en vakker tækkelig, inderlig god og huslig
Kone, Ane Birgitte Lund, f. Melchior. Den indledes med en For
tælling, der særdeles godt kan have været Forbilledet for Rosen
kildes berømte Vrøvleroman. Vi kan citere nogle af dens første
Sætninger:
»Drømmende om sin elsktc Elise og om den lille Bog, han
vilde give hende til Nytaarsgave, og om det Kys, hun sikkert
vilde give ham for den, vakte Morgenklokkens højtidelige Lyd den
unge Edvard. Klart spillede Maanens Skin paa de tilfrosne Ruder,
og den knasende Lyd af Vægterens Gang glædde ham ved Haabet
om en skiøn Morgen. Han puttede sig længere ned under Dynen
og var allerede i Færd med at fortsætte den afbrudte Drøm, da
den glade Kimen fra de omliggende Taarne bebudde ham Aarets
første Morgen. Hurtig sprang han op, tog det Aftenen til forn i
Beredskab satte Fyrtøj, slog Ild og tændte an i sin Kakkelovn.
Høsts lille Lommebog, den for hans Pige bestemte Nytaarsgave,
nydeligt indbunden, laa opslaaet paa Bordet ved hans Seng. Foran
i den havde han tegnet et kønt lille Stykke og sat et Par smaa
ret kønne Vers. Han satte sig ned, læste disse endnu engang
igiennem, rettede lidt i Tegningen, lagde den saa inderlig tilfreds
fra sig. Nu først havde han Tid til at kaste en Frakke paa sig.«
Handlingen er ganske latterlig, sentimental og naiv. Den unge
Edvard kan ikke faa sine Støvler fra Skomageren. I sin For
tvivlelse over ikke at kunne ile til sin Elskede, stiller han sig med