85 / 166
85
Vor Manddom henslides i Møye og Sved,
hvad volder, at Manden ey trættes derved?
Sin Løn maae han faae ved en Vennevivs Bryst,
først da kan han stræbe med Kraft og med Lyst.
Lyksalig, lyksalig, hvo ejer en Viv,
der lønner hans Held og forsøder hans Liv!
P. S.
Gott im Herzen
ein Mådchen im Arm,
das eine macht selig,
das andre macht warm.
Ogsaa virkelige Digtere skrev jo i Stambøger. Man vil i de
fleste Digtsamlinger fra den Tid finde saadanne Vers. Her skal
derfor blot citeres to — vistnok utrykte — Stambogsvers, som
Baggesen har skrevet i sin Søns Stambog:
»Gaae din Samvittigheds Vei hver Hindring imod,
stedse for Øie dit Maal, det fierneste Beste!
men med varlige Trin fremskride din Fod!
og i din Virksomhed stræb kun efter det næste.«
Paa et andet Blad har han skrevet:
»Glem aldrig Dit Selv i Dit Jeg, saa glemmer Du aldrig Din Fader.«*)
En mærkelig Mani havde en Del Mennesker i den Tid for at
skrive af, især naar de kunde finde religiøse Skrifter, der tiltalte
dem. Det gøres meget omhyggeligt, med store snørklede Bogstaver
paa Titelbladene. Jeg har saaledes set en meget sirlig afskreven
Salmesamling, som er »oversat af det Tyske i det Danske af Søren
Scliandorph, Sognepræst for Spandet Meenighed«, men afskrevet
af Hans Jensen Buch 1796**). Den er paa over 150 Sider og be
handlet med største Omhyggelighed.
Endelig var det — som man nu sender Gækkebreve ud — den
Gang en Skik at udsende Bindebreve, hvorved man ved en Gaade
e. 1. bandt Modtageren til at give en Gave, at »løse sig« hed det.
Jeg har allerede citeret et saadant Bindebrev, et andet kan efter*) Baggesens Vers findes i nærværende Forf.’s Avtografsamling.
**) Tilhører Fru Professorinde Scliou.