92 / 166
92
I)et eneste Hensyn, man tager, er Spillebordenes Ordning eller
Spisestuens Størrelse. I saa Henseende er enhver ugift Mands
person, der spiller alle Spil, har en skikkelig Kjole og en forsynet
Tegnebog, udmærket. Her er ikke Tale om de Smørrebrøds-
selskaber, der endog udarter til en Slags Finansoperationer, og hvor
man for nogle Smørrebrød, lidt Kage og et Glas Vin lader sig
give en Rigsort pro persona i Kortpenge (det var Skik, at man gav
Kortpenge til Værten) thi jo flere man der kan tigge sammen, des
bedre faar man naturligvis Lys og Ildebrand betalt. Iler er Tale
om ordentlige Gæstebud. Der bryder man sig Pokker om, hvor
ledes de indbudne passer sammen, om de er bekendte, ja ikke en
Gang, om de ikke er Uvenner, man efterser kun, hvem man skyl
der noget, og naar man saa en Gang maa have Folk til Bords,
søger man at skille sig af med saa mange, man kan, paa engang,
og lader dem saa se til, hvordan de enes; hvad kommer det Vært
og Værtinde ved? De har ikke lovet Gæsterne andet end det
Maaltid Mad, de skyldte dem, og naar de faar det gjort af, be
kymrer de sig saare lidt om det øvrige. Fornøjelse har de lige
saa lidt tiltænkt deres Gæster som sig selv, den kommer først,
naar Gæsterne er borte, da glæder man sig som over et andet
overstaaet Onde og er undertiden saa ærlig overfor sine nærmeste
at tilstaa, at man ikke for mange Penge vilde have det om igen.
Hvad bevæger da vor Middelstand dertil? »Hos vore ærlige, hus
lige Mødre, der var deres egne Kogekoner, og der satte et af
deres ypperste Fortrin i deres Kogekunst, kan man nogenlunde
begribe det. Men nu om Stunder? da man med Føje finder det
langt bekvemmeligere at overdrage hele Anretningen til en an
svarlig Kok, ja, da det endogsaa har tegnet til at blive en Skik
at give Gæstebud paa olfentlige Steder, nu, da det om saa mange
af vore højt gæstererende Værtinder uden Tvivl med Sandhed
hedder, som vor Tode siger: Kan ikke sætte en Gaas paa Spid!
hvad er nu vel Grunden? En Hundrededel af os lever for sine
egne Penge, de øvrige lever paa Kredit eller paa Borg eller »paa
Puff«, men højt lever de alle. Efter den Pragt og Herlighed at
regne, der findes paa vore Tafler og paa vore Legemer, saa er vi
i den mest glimrende Velstand, men Assistenthusets trivelige
Auktionskatalog viser noget ganske andet, og kunde man blade en
Smule i vore Kræmmeres, vore Vinhandleres og andre vedkommen
des Bøger, saa vilde man finde, at vi æder den ene den anden«.