161 / 289
152
Landkort og Dukketøj, indtil de i de sidste Tider havde
udvidet Handelen til Yarer, der stred imod Isenkræm
mernes Lavsartikler.
Ved Rentekamrets Skrivelse af 12. Nov. 1791 blev
det tilkendegivet Isenkræmmerne, at de ikke kunde
nægte Sværdfegerlavet selv at forskrive de Sabel- og
Kaardeklinger, det behøvede.
1791 søgte 102 Borgere og privilegerede Handlende
Kongen om fri Handel, hvorfor de tilbøde hver at
stille 1000 Rdl. til Kongens Raadighed. Denne vamle
Ansøgning begynder saaledes: „Alle Undersaatter søge
i Kongen en Fader, med deres Blod forsvare de ham
og hans helligede Familie, og fra denne Faders Stol
nyde de til Gengæld Beskyttelse, Naade, Mildhed og
Retfærdighed. Disse Dyder er ingen uden Han mægtig
nok til at udføre i al sin Storhed. Lig en strømmende
Flod udbredes disse Velgærninger over det hele Land,
Orden iagttages, Velstand forøges og den bedagede
Konge skuer som hin Frode den Fredegode fra sin
høje glimrende Trone ud over et Land, som hans Vel
gærninger have velsignet. Han ser lykkelige Borgere,
han ser en voxende Efterslægt, som skylder Ham
enhver glad Time. Hvilken kongelig Glæde! Hvilken
Henrykkelse!1) Oldingen dør, hans gode Søn bestiger
hans vigtige, hans ærværdige Sæde, Nationen omringer
Kongestolen, velhavende og mægtig erindrer den Fade
rens Dyder, optegner dem til evig Velsignelse, og den
rørte Søn træder med ny og velgørende Handlinger
i den forgudede Faders Fodspor. Dette er en Afbild
ning paa den oldenborgske Stamme, saaledes have vi,
vore Fædre og Forfædre kendt den. Vor Kærlighed
er voxet, den er bleven et beundrende Ordsprog imellem
Udlændinge, den er bleven en prøvet, en frygtelig
Værn om Dans Trone. Vor Hengivenhed véd ingen
Grænser, vor Tillid til vor Konge bliver af ham selv
1) D et er den v anvittige Christian den Syvende, man tiltaler
saaled es!