162 / 289
153
daglig opmuntret, hans Velgærninger gøre os dristige
og hans Mildhed forvisser os om Bønhørelse“.
Med Bette kunde Oldermanden 2. Dec. 1791 erklære
herom: „Vanvittig Smiger, hentet fra Frode den Frede
godes Tid, overgaaende til de glade Udsigter, som Be
vilgen af Supplikanternes Ansøgning i vore Tider vilde
aabne for Handelen og vort kære Fødeland, behøver
Sandhed ej at besvare, men at Danmarks Konger have
helligholdt den Pagt, de indgik med Folket, at de have
hellig holdt det Løfte, hver enkelt Mand, hver enkelt
Borger blev givet, det er Sandhed, ej Smiger, og det
er i Kraft af Kongens Bud og i Medhold af denne
Sandhed, at j eg underdanigst formener, at Supplikanternes
Ansøgning ingen Beilektion fortjener“.
Kancelliet resolverede ogaa 11. Febr. 1792, „at det
bør forblive ved Anordningerne og de Supplikanterne
meddelte Bevillinger“.
9. Jan. 1792 modtog Oldermanden følgende Brev
undertegnet af Lavets Medlemmer:
Ærbødigst Pro Memorial
Det er unægtelig en af de behageligste Pligter
med Taknemlighed at erindre sine Velgørere. Aldrig
have vi mere levende følt denne Glæde end nu, da vi
skal aflægge Deres Velbyrdighed vor ærbødigste og
inderligste Taksigelse for den Omhu, hvormed De nu i
en Bad af Aar har vaaget over vore ofte misundte
Bettigheder. Især have vi i den senere Tid haft de
uimodsigeligste Beviser paa Deres Velbyrdigheds utræt
tede Iver og Virksomhed for Lavet, hvoraf vi og have
høstet de gladeste Frugter. Stedse vil derfor enhver
af os med den erkendtligste Glæde yde Dem den Tak,
De har saa retmæssig en Fordring paa. Men det er os
ikke nok, at vi ene ere besjælede af denne Følelse.
Vi ønskede ogsaa at kunne vise vore Efterkommere, at
vi ikke have været uskønsomme mod en retskaffen
Medborgers Værd. Vore Fædre oprejste forhen en
værdig Broder, den afdøde Kommerceraad Titchen et