GeorgBrandes

nu engang at løse Spørgsmaalet: Brandes og Københavns Universitet,

dennegang støttet stærkt af C. Berg. Om dette Intermezzo beretter

Brandes:

»Overfor mig var han (Berg) nærmest venlig, betragtede mig

som Partifælle og Medsammensvoren, der burde beskyttes. Han

vilde for at gaa udenom Konsistorium foreslaa, at der paa Finans

loven bevilligedes mig 3000 Kroner aarligt som ekstraordinær Do

cent. Han og Hørup skulde sætte Sagen igennem. Jeg blev i Berlin

samvittighedsfuldt underrettet om alle de Stadier, denne Sag efter

dansk Vis gennemgik. Den gav Anledning til omstændelige politi

ske Forhandlinger, til hvad man respektstridigt turde kalde det

uendelige Sludder om Ingenting; men Berg var sikker paa sin

Magt til at gennemføre Bevillingen, især da man i Fischer havde

en Minister, som var den gunstig. Sagen blev trukket ud fra Mid

ten af Juli til Slutningen af December. Da Finansudvalget samle

des for at give sin Betænkning den sidste Form og intet andet var

tilbage end at Navnene skulde underskrives, erklærede Kammer

herre Jacob Scavenius pludselig, at han ikke vilde stemme for Be

villingen til mig, og Højre sluttede sig til ham. Derpaa afgav Grev

Holstein selvsamme Erklæring paa egne og Frede Boj sens Vegne.

Sagen maatte da gaa til Afstemning, og ved den fik Bevillingen 8

Stemmer mod 7. Berg og Hørup mente endnu at kunne faa Flertal

for den i Folketinget, uagtet Høgsbro dér ogsaa var imod m ig;

men saa bad Minister Fischer Berg om at lade Sagen helt gaa

ud, da han ikke mere kunde — d. v. s. turde — gaa ind paa Bevil

lingen. Han frygtede som i 1875 for sin Taburet.«1).

Efter disse politiske Fiaskoer tager det private Initiativ Sagen op

med det Resultat, at der i Sommeren 1882 tilsendes Georg Brandes en

Skrivelse med følgende Indledning:

»I de fem Aar, som er forløben, siden De forlod Deres Fædre

land for at bosætte Dem i Udlandet, har den Erkendelse stadig ud

bredt sig i videre Krese, at det Bidrag, som De er i Stand til at yde

til det danske Aandslivs Fremme, er saa betydeligt, at man højlig

maa beklage, at De paa Grund af Forholdene er nødt til at ned

lægge saa meget af Deres Arbejde i en fremmed Litteratur. Tillige

har den Overbevisning bestandig vundet stærkere Tilslutning, at

De i udmærket Grad besidder Betingelserne for gennem det mundt

lige Foredrag og den personlige Paavirkning at vække og nære vi

denskabelig Sans og videnskabeligt Liv hos den studerende Ung

dom. Det er derfor naturligt, at Ønsket om, at De maatte kunne

bevæges til at vende tilbage til Deres Fædreland, levende føles af

mange.

*) Levned II, S. 330— 31.