71 / 237
64
En Forening af Mænd og Kvinder, som ønsker at være ukend
te overfor Dem, tillader sig derfor at tilbyde Dem en Sum af 4000
Kr. aarlig i 10 Aar for at bevæge Dem til ved Siden af de private
Forelæsninger, som De i de senere Aar jævnlig har holdt ved K jø
benhavns Universitet, at holde offentlige Forelæsninger samme
Steds.«
Denne saakaldte »private Professorgage«, som Pietro Krohn sag
des at have givet Stødet til, modtog Brandes, idet han dog i sin Svar
skrivelse bl. a. pointerede:
»Saa betydelig den Sum, De tilbyder mig, end er som tilveje
bragt ved private, frivillige, anonyme Bidrag, saa vilde dog Hensy
net til Sagens pekuniære Side ikke kunne bevæge mig til Opbrud;
thi jeg vil efter al Sandsynlighed ved at forlade Berlin tabe i aar
lig Indtægt omtrent saa meget, som Deres Velvilje sikrer mig. Men
jeg har altid ment, at mit egentlige A rbejdsfelt laa i Danmark, og
jeg har altid holdt den Tanke fast, at saa snart der aabnede sig en
Mulighed for mig til en Eksistens i Danmark, var det mig en Art
Pligt at gribe den. For at De har givet mig denne Mulighed i Hæn
de, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig.«
Dermed var Problemet løst for en længere Aarrække — i over 8
Aar lod man det hvile saa nogenlunde, til Skyerne atter trak sammen.
Dennegang blev den danske Rigsdag Skuepladsen for en politisk Holm
gang, der i »Rigsdagstidende« strækker sig over op mod halvandet
Hundrede Spalter, som langtfra alle er uden Interesse.
Udgangspunktet blev et længere Andragende til Regering og Rigs
dag, der i korte Træk indeholdt følgende Synspunkter: Man ønsker
ikke paany at rejse Striden om den ubesatte Professorpost, men kun
at fremhæve de økonom iske Følger, det har haft fo r Brandes, at han
ikke er blevet Embedsmand, men har været henvist til at ernære sig
selv med Familie som Privatdocent og kritisk Skribent samt af en pri
vat Understøttelse, der snart vil bortfalde; man anmoder derfor Sta
ten om at træde til, uden at nogen af den Grund tænker paa at afvæb
ne Modstanden mod Brandes.
A f egen Drift fremsender Andragerne deres Henvendelse i Haab
om, at Staten her som andetsteds er villig til at anerkende Værdien af
et ærlig ment og fremragende Forfatterskab, selv om det er i Opposi
tion; fra de forskelligste Sider vil man antagelig indrømme, »at man
aldeles ikke vilde kunne tænke sig vort Aandslivs og vor Litteraturs
Udvikling i de sidste 20 Aar uden ham «; Sagen ønskes da ogsaa be
tragtet som et rent Undtagelsestilfælde — og Skrivelsen slutter: