GeorgBrandes

havde Ret til at indbringe Provisoriet i Folketinget. Brandes: Men

hvis Ministeriet ikke anerkender Berettigelsen heraf,

hvad saa?

Der svaredes, at der i hvert Fald unndgaaeligt maatte komme det

Ø jeblik, da Ministeriet sad i Klemmen, ford i det manglede endog

en provisorisk Finanslov. Brandes: Hvis Ministeriet da hjæ lper sig

paa anden Maade, ved administrative Foranstaltninger,

hvad saa?

Et indigneret Protestraab var Svaret, ingen vilde tro paa Mulig

heden heraf, og under almindeligt Bifald rejste gamle Høgsbro sig

og henviste til »Aanden i Folket«, særligt til den begyndende demo

kratiske Stemning blandt Studenterne. Og med nogle mellem A l

vor og Spøg balancerende Ord af Brandes om de danske Studen

ters »Død for Polen« i 1863 sluttede da Ordskiftet. Men der var en

og anden, hvem det den Aften løb koldt ned ad Ryggen.«

Brandes’ Syn paa Forsvarssagen, som staar omtalt sidst i 18. Bind

af Samlede Skrifter, var — som man vil kunne se — mindre konse

kvent.

I den sønderjydske Affære »W ildenradt-Krabbe-Sagen« deltog

Brandes ogsaa, idet han paa Valgdagen 3. April 1901 talte i Kalund

borg mod daværende Herredsfoged og Folketingsmand Christopher

Krabbe, der ved Afstemningen kun opnaaede 1227 imod 1273, men

alligevel erklæredes fo r valgt, da der ikke fremstillede sig nogen Mod

kandidat.1)

Medens Talen er om Politik, skal et lille A fsnit gengives af Axel

Fraenckels Artikelrække i »Akadem isk Tidende« 1931 om »Georg

Brandes’s Syn paa Samfund og Politik«, hvori det Side 72 bl. a. hedder:

»Ingen bestemte Retninger har kunnet tage ham helt til Ind

tægt. Socialisterne vidste, han var ikke Demokrat i almindelig For

stand og ikke Marxist. Venstre støttede han kun i Provisoriekam-

pen, og de Radikale haanede han for deres Stilling i det statskir

kelige Spørgsmaal (Socialdemokraterne for Resten ogsaa).

Han er kun taget helt til Indtægt og kan det kun af dem, der

søger at tænke og handle europæisk. Ved sit Arbejde og sine

Kundskaber, i Fred og i Krig, er han den store Europæer. Trods

et og andet impulsivt Udbrud, trods en og anden skeptisk Sætning

er hans

realistiske Pacifisme

modig og følgestreng. Som Urettens

og den politiske U fornufts Bekæmper bør han huskes i en Tid,

hvor uanset foreløbig politisk Udvikling den offentlige Mening —

der kun er 100 Aar gammel — er ved at blive europæisk.

Socialt var han aldrig nogen Kæmper, der var heller ingen be

stemt Idé, der helt tog ham. Men som han troede paa

sociale Re-

’) Niels Hjort: »Krabbe-Affæren«, 1905, S. 60—63.