GeorgBrandes

han her havde ladet sig hylde ogsaa af

Socialister,

ja, daværende Fol

ketingsmand Klaus Berntsen fandt, at Festen »var noget af det mest

aparte, der endnu har været præsteret i dette Land«.

Ved Afstemningen faldt Brandes’ Sag derpaa ogsaa i

Folk e

tinget,

der 17. Marts 1892 efter Navneopraab mønstrede 37 Ja-Stemmer mod

55 Nej, hvorefter Sagen maatte opgives i denne Instans.

Faa Dage efter læstes i Dagbladet »København« om et Tilbud, der

var kommet til Brandes fra Universitetet i Chicago om et Professorat

i nordisk Litteratur og Sprog her; der havde tidligere kun været Tale

om Rygter, men disse syntes nu at tage fastere Form . Universitetets

Rektor, Professor Harper, skulde være overordentlig gunstig stemt for

Planen og have tilbudt en Aarsgage paa ca. 7000 Dollars. Brandes selv

havde endnu ikke taget nogen Beslutning, men ventede nærmere Op

lysninger om de fremmede og uvante Forhold ; disse har aabenbart

ikke været gunstige, thi der blev intet ud deraf.

Derimod besluttede Undervisningsministeriet omsider — efter en

forgæves Henvendelse til Kritikeren H. S. Vodskov — at besætte det

nu i en Snes Aar ledigtværende Professorat i Æstetik herhjemme med

Litteraturhistorikeren Julius Paludan, der siden 1884 havde været Do

cent ved Universitetet.

Fem Aar senere synes Spørgsmaalet dog atter at være dukket op.

I »Studenterbladet« for 17. Juni 1897 læses nemlig i en Artikel om

»Georg Brandes og Professoratet i Æ stetik« blandt andet følgende:

»Saaledes har det filosofiske Fakultet igen fornylig vedtaget at

indstille Dr. Brandes til Professor ekstraordinarius i Æstetik. Ini

tiativet udgik naturligvis fra de Mænd inden for Fakultetet, der

ikke er ældre, end at de selv i deres Udvikling har hentet Hjælp

og Støtte hos Brandes, og som ikke har glemt, hvad han har bety

det for dem — Mænd som P roff. Erslev, Nyrop og Jespersen.

Modstand mødte Forslaget blot fra to Mænd inden for Fakulte

tet. Den ene er Prof. Johs. Steenstrup ... den anden er — Hr. Pa

ludan ... og det forelaa nu til Behandling i Konsistorium .

Her mødte det imidlertid Modstand, og efter Sigende var det

Professor Matzen, der var Modpartens Ordfører. Matzen vilde

ikke, at man skulde tilbyde Dr. Brandes Professoratet, men at

denne derimod selv skulde ansøge derom. — Man siger ogsaa, at

enkelte Professorer indtog følgende Standpunkt: De vilde ikke gaa

med til at indstille Dr. Brandes til Professoratet, men derimod nok

til en aarlig Statsunderstøttelse.

Nok er det, Sagen er foreløbig sat i Staa. Og hvis ikke den ny

Kultusminister tager Initiativet og selv paa næste Finanslov fore-