GeorgBrandes

I 17. Bind af sine Skrifter skriver Brandes (S. 47— 51) om »Folke-

kvaler og Utopier« og kommer ogsaa her ind paa Sionismen, som han

tidligere i 11. Bd. havde defineret som en aandelig Bevægelse, der næ

redes af »en hos en stor Del af den over Jorden spredte israelitiske

Befolkning vaagnet Attraa efter at kolonisere og lidt efter lidt bemæg

tige sig Palæstina som denne Befolknings virkelige eller formentlige

gamle Stammeland« (S. 482). Det er særlig de russiske Jøder, Talen

bliver om, saaledes som Brandes forklarer det i Bd. 17:

»Da i det russiske Rige, hvor vel omtrent de tre Fjerdedele af

alle eksisterende Jøder er bosatte, Forholdene ikke er synderligt

bedre (end i Rumænien), kan det ikke undre, at de forpinte øst-

evropæiske Jøder klamrer sig til Sionismens Idé«. Og mod A r

tiklens Slutning: »Dog Vægten ligger ikke paa de talrige Vanske

ligheder, som staar Sionisternes Planer i Vejen, men paa, at Mil

lioner af sultne og intelligente Mennesker er bragte til at føle na

tionalt. Det vil gaa med Sionismen som med Socialismen; Bevæ

gelsen vil vise sig betydningsfuldere end Maalet.«

Saa sent som i 1918 kan man se Brandes udtale sig med en vis

skeptisk Velvilje om Sionismen, nemlig i »T idsskrift for jød isk Hi

storie« (S. 135— 36 ). Da der i Frankrig i 1925 begyndte at udkomme

et internationalt jød isk T idsskrift »La revue ju ive«, findes Brandes

i dets Komité sammen med Navne som Einstein og Freud.

løvrigt ses det adskillige Steder i Brandes’ Skrifter, at det religiøse

Problem i ikke ringe Grad har optaget hans Tanker og sat sit Præg

paa ham.

Før Bedømmelsen af en Personligheds Karaktertræk, bør man —

ganske særligt, naar det drejer sig om det Religiøse — undersøge det

Miljø, hvorfra vedkommende udgaar, den Paavirkning og det Eksem

pel Forældrene har givet. I »Levned« gives ikke saa faa Oplysninger

herom, saaledes f. Eks. S. 55— 58 i Bd. I:

»I Hjemmet havde der aldrig været Tale om nogen Trosbeken

delse. Ingen af mine Forældre havde noget Forhold til den israe

litiske Religion; ingen af dem besøgte nogensinde Synagogen. Da

man i min Mormoders Hus overholdt de israelitiske Spiseregler,

havde forskelligt Stel til Kød og Smør og et særligt Stel til Paa-

sketiden, saa kom den rettroende Jødedom til at staa for mig

som en Samling snurrige gamle overtroiske Fordomme, der særligt

havde Hensyn til Maden. Dens Poesi var mig en lukket Bog.

I Skolen, hvor jeg blot som Tilhører overværede Religionsti

merne, hørte jeg altid Jødedommen omtale som et blot Forsta

dium til Kristendommen, og Jøderne som Levninger af et Folk,