83 / 237
74
Og et Stykke længere henne findes (S. 98— 9 9 ):
»Forskjellen mellem vore Standpunkter traadte i disse Aar sta
digt tydeligere frem. Lange holdt vedblivende energisk fast ved
Orthodoxien. Jeg selv stred en meget haard Kamp fo r at naa til
Klarhed og Ro. Hvad jeg mod Lange gjorde gjældende var omtrent
denne Tankegang:
De fleste intellektuelt Udviklede, der anser sig fo r troende, er
bievne overbeviste igjennem en Reflexión, nemlig den, at Reflexio
nen som saadan er uendelig, den filosofiske Vej umulig, saa det
er en Nødvendighed at tro. Deres Hoved overbeviser deres Hjerte,
som Young tilstaar det om sig selv. Men dette er ikke T ro ; thi det
er ingen Grebethed. Resten af dem sætter, efterat have arbejdet
sig træt i Grubleri og af Frygt for den Følelse af Ubeskyttethed og
Forladthed, som Pantheismen medfører, V iljen ind og vil tro. Men
dette er ingen T ro ; thi det er ingen Grebethed. Troen er noget, In
gen kan give sig selv hverken gjennem Reflexión eller gjennem
V ilje. Og ligesaa lidt kan Nogen naa til den gjennem en ubevidst
Fornemmelse af Sandheden (f. Ex i det Nye Testamentes O r d );
thi det sømmer sig ikke for en fri Aand at adlyde uvisse Rørelser.
Troen kan kun gives m irakuløst; det er ogsaa det sande kristelige
Standpunkt. Mennesket kan moralsk optugte sig selv; men reli
giøst maa det vente, til det faar et Kald, der tydeligt viser sig at
være gudsendt; ja det er udtrykkeligt Menneskets Pligt her at
stampe mod Rraadden og ikke af Træthed eller halv Tænkning la
de sig drive ind i en Usandhed.«
En halv Snes Aar senere — fortæller Brandes S. 215 — udtalte
Lange ligefrem, at han i sit Sind havde sagt sig fuldstændig løs fra al
Kirkelighed, uden at nogen af dem dog synes at have haft Lyst til at
gaa nærmere ind paa Spørgsmaalet.
Johannes Jørgensen paavirkedes i modsat Retning; han gik som
bekendt i 1896 over til Katholicismen og sagde i »L ivsløgn og Livs
sandhed« Brandes Farvel i følgende Linjer (Side 56— 5 7 ):
»Bevægelsen af 1870 begyndte med at love
Sandhed og Lykke.
Efterhaanden indskrænkede den sig til at love
Sandhed.
Lykken
maatte opofres for¡ Sandheden, hed det. Men da Mennesket
vil
Lykken, søgte Mennesket den paa egen Haand, i sit Jegs Frigørel
se og i fuld, renæssancedjærv Livsnydelse.
Men efter Rusen fik vi Hovedværk, og de
haabløse Slægters
Tid
var inde. Nu gjaldt det blot at dulme »den Lidelse, det var at leve.«
Men i Opium og Morfin er ikke megen Sandhed — og i Grun
den brød vi os heller ikke længer ret meget om Sandheden. Sære
Drømme vilde vi, fantastiske Syner, Rus og Bedøvelse. Enivrez-
vous toujours (Drik jer bare fu lde!)