88 / 237
79
Divan og et simpelt Fyrretræsbord bugnende under Stabler af Tids
skrifter i vildt Kaos. En Spisestue med seks Stole og et Et-Fags Sove
værelse kom dertil — og saa naturligvis Bogroler næsten overalt, hvor
saadanne kunde anbringes.
Vi har nu set Glimt af Brandes som Selskabsmand og berørt hans
daglige Vaner — og en og anden har maaske i Tankerne en Forestil
ling om Brandes som en lærd, men sær gammel Herre, alt andet end
morsom for Folk, der ikke lige kunde følge med i hans Tankegang
og Interesser. De bør læse nedenstaaende lille Fortælling af Fru Rung,
som i sin Bog bl. a. skildrer hans Forhold til en lille tysk Feriedreng
paa otte Aar, som hun havde boende en Sommer kort efter Verdens
krigen. Brandes var til Stede ved hans Ankomst, hvor Drengen fo r
knyt gemte Hovedet bag Ghokoladekoppen.
»Ved smaa dagligdags Spørgsmaal, smaa muntre Drillerier og
ved den usigelige Mildhed, der kunde være i hans Væsen, lokkede
G. B. Drengens Humør frem, overvandt hans Skyhed og sendte
ham sluttelig i Seng som en leende og tillidsfuld lille Fyr. Drengen
var ualmindelig opvakt, spørgelysten og lærelysten, og Brandes
blev aldrig træt af at svare paa ethvert fornuftigt Spørgsmaal. De
førte lange Samtaler sammen...
Efter Brandes’ Ønske spiste vi alle Maaltider i Haven i et over
dækket Lysthus, medens store Flokke af Spurve hoppede omkring
og ventede paa Brødsmuler. En Morgen da jeg kom ned, hørte jeg
ude fra Haven et ualmindeligt larmende Halløj fra Spurvene, me
dens G. B. og Drengen leende skændtes inde i Havestuen. Jeg saa
nu, at ude i Lysthuset, hvor Kaffebordet var dækket, var Husets
store, graa Kat sprunget op paa Bordet og labede af alle Kræfter
Fløden i sig, medens Spurvene skandaliserede larmede op. Drengen
vilde jage Katten væk, men G. B. holdt ham tilbage, han morede
sig over Optrinet.
»Den drikker jo al vor Fløde«, sagde Drengen indigneret. G. B.
lo. »V i faar nok noget andet.« »Men hvad tror du Tante siger?«
blev Drengen ved. »V i siger, at det er mig som har drukket den,«
foreslog G. B., og dette kunde Drengen ikke modstaa. Ingen af
dem havde set mig i den anden Stue og nu opførte de en hel lille
Komedie, medens de som to uartige Skoledrenge blinkede til hin
anden og puffede hinanden i Siden med Albuerne, indtil G. B.
under Drengens vilde Henrykkelseshyl gengav Scenen med Katten,
idet han krummede Armene paa Bordet, bøjede sig over Kanden
og selv gav sig til at labe af Fløden. Drengen hvinede af Morskab
og G. B. lo, saa Taarerne trillede.«1)
*) Gertrud Rung: »Georg Brandes i Breve og Samvær«, S. 189—90.