GeorgBrandes

Brandes yndede ikke at blive tituleret Professor — »Dr. Brandes«

var det almindeligst anvendte, Venner kunde tillade sig at benytte

hans Signatur G. B. som Tiltaleform .

Hjælpsom kunde han være under mange Former, f. Eks. naar han

uden Hensyn til Meningen paa højere Steder talte de undertrykte

Folks Sag. I »Dansk Forfatter-T idende«s Februarnummer 1919 stod

som Indledning til en Brandes-Tegning af Skuespilleren og Tegneren

Valdemar Møller et andet lille Træk om den Side af Brandes’ Væsen:

»En ung, nødlidende Digter var kørt fast i økonom isk Henseen

de; men det var hverken en Redaktør, Forlægger eller Teaterdirek

tør, der h jalp ham over det døde Punkt, som desværre altfor man

ge Forfattere kender af personlig Erfaring. Nej — den yngste af

alle Skribenter traadte til.

Georg Brandes kunde i en Avis have skrevet 10 Linier — med

sit Navn under — og opfordret til en Indsamling, og for Brandes’

Skyld vilde et Par Tusinde Kroner hurtigt være indsamlet. Georg

Brandes var sluppet lettest og billigst paa den Maade; men Georg

Brandes ønskede overhovedet ikke at

slippe

fra noget, og først

og fremmest ønskede han at hjæ lpe

fuldtud.

Det skulde ikke være

nogen Almisse, og der skulde ikke akkorderes — den unge Mand

skulde have Fred et Aarstid; 5000 maatte derfor været det m ind

ste Beløb, der skaffedes til Veje.

Ud fra disse Betragtninger fandt Georg Brandes paa sin Reol

et saare værdifuldt Original-Manuskript, udbød det til Salg for

5000 Kroner, og Manuskriptet blev solgt og Digteren hjulpet.«

Falder Talen paa »det Smaa« ved Brandes, maa det især blive hans

irritable og let saarbare Sindelag som falder i Ø jnene; det skaffede

ham mange Fjender. Med et Citat af Pastor Albert Schack, taler Alfred

Ipsen i sin Bog om det at kunne hæve sig

»til den rolige og ædle Overlegenhed, som findes hos den, der in

derst inde er uafhængig af Menneskers Meninger og Verdens Dom,

fordi han er vant til at staa for en højere Instans, en Følelse, som

Grundtvig har udtrykt med Hensyn paa den sande Kristen saa-

ledes, at han »ser fra det hø je ned — med

Smil

paa Verdens Us

selhed — med Trøst paa Jordens Møje.«

»Dette

Smil«,

fortsætter Ipsen, »er noget af det, man dybest

har savnet hos Brandes. Det viser, at han, saa rig en Begavelse

han ogsaa er, dog ikke er nogen stor Mand. Han har i en vis For

stand taget for alvorligt paa Tilværelsen,

ford i

han i en anden

Forstand ikke har taget den alvorligt nok. Han har ikke formaaet

at hæve sig til den Livs-Humor, som ikke blot Kristne, men ogsaa

Filosofer har formaaet at hæve sig til, f. Eks. Sokrates i sin Døds

stund. ,..« 1)

*) Alfr. Ipsen: »Georg Brandes« III, S. 181.