GeorgBrandes

art Miil, om jeg ikke feiler, begynder sit Værk »On liberty« med

at fordre for Atheisten, lige saa fuldt som for den Troende, er

stattes af Had eller Frygt. Man fremstiller da eller forestiller sig

da Fritænkeren som kjæmpende en fortvivlet og forbryderisk

Kamp imod alt det Høieste i Livet, imod Moral og Religion. Jeg for

min Part tænker, at hvad Mening man end i det Enkelte har om

Moralen, maa man troe, at en af Moralens vigtigste Støtter er den

uegennyttige Sandhedskjærlighed, og det forekommer mig klart,

at i et Samfund, hvor saa mange ydre Goder knytter sig til Be-

kj endelsen af positiv Religion, især i en enkelt bestemt Confession,

vil Ingen let blive Fritænker af anden Grund end af Sandheds

kjærlighed, det vil sige af en rent moralsk Aarsag. Jeg troer frem

deles, at hvad Mening, man end forøvrigt har om Guddommen, saa

maa man, ifald man tænker, mene, at det Guddommelige, det vil

sige det Høieste, som aabenbarer sig i Menneskelivet og i Historien,

det er Aanden deri, og at Aanden deri er Fremskridtets Aand ...«

Da Helge Rode i »T ilskueren«s Festskrift 1912 bidrog med en A f

handling om »Georg Brandes i 70’erne og 90’erne«, skrev han (S. 48—

49) bl. a.:

»Noget inderligt Forhold til den nye Tids Aandsliv, som han

selv havde kaldt paa, fik han da heller ikke. Brandes betegnede

sig selv som Skeptiker, Det vil sige, at han stod uden for og saa til.

... Brandes har været for livskær og for lidet ensom til at kunne

blive Fordybelsens Mand. Han har udvidet sig. Sin Art af Inder

lighed, Enthusiasmens og Beundringens Inderlighed har han red

det ved »Heltedyrkelsen«, en Religion, som jeg ikke forstaar.

Forskellighed i Synsmaade kan dog ikke forhindre mig i at be

undre Brandes. Han har været en levende Kraft i vort Samfund og

i sine ypperste Værker er han en stor Kunstner. Selve hans ukue

lige Energi har udstraalet Opmuntring. Hvem af os har ikke lært

af ham og modtaget Impulser gennem ham !«

Henri Nathansen har i sin Bog (S. 166— 67) givet nogle vigtige

Bidrag til Belysning af Brandes i Dagligliv og Selskabsliv:

»I Selskabslivet var Georg Brandes — som rimeligt — det na

turlige Midtpunkt. For at begynde med Begyndelsen: hans Præci

sion var eventyrlig. Den stod i Forbindelse med hans udpræget

jød iske Sans for Disciplin og Orden — i Arbejde, i Pengesager —

og deraf flydende Respekt for Aftaler, Løfter og for Lov og Ret.

Kom han lidt for tidlig, kunde man se ham vandre nede paa Ga

den for at afvente det fastsatte Klokkeslet.

Han elskede de mindre Sammenkomster, hvor kun nogle faa,

prøvede Venner var tilstede. Rygterne om hans Fordringsfuldhed

og Arrogance er ondsindet eller uforstaaende Snak. Naturligvis