85 / 237
76
af den religiøse Følelse; og det er nok, at han læser en Anmeldel
se i »Fædrelandet« af Kierkegaards posthume »Synspunktet for
min Forfattervirksomhed«, fo r at Længselen efter den store F løjte
spiller med al sin Kraft skal vende tilbage; »Kierkegaard er for
m ig«, skriver han den 27. Oktober, »hvad Grundtvig for (Jens)
Pal. Müller, kvalitativt forsk jellig fra alle Andre.« Om de griben
de Overvejelser, der har fundet Sted i Brandes’ Sind vidner Dag
bogen for samme A ften : »Jeg er lykkelig. I de henved 14 Dage, der
er hengaaet, er den Forandring skeet i mit Indre, jeg har lært at
bede til Gud, lært at knæle og strække mine Arme mod Stjerne
himlen ... Først og sidst jeg har faaet Fred og Ro i mit Indre, jeg
er bleven en Christen. Jeg har søgt Hvile og fundet Hvile og Sa
lighed i Bønnen, har kjæmpet seierrigt med mig selv, og Gud har
været mig naadig«.«
Inden Kierkegaards Paavirkning naar sit højeste, begynder Bran
des dog at reagere mod den — og de religiøse Skrupler og Spekulatio
ner tager langsomt af.
I sin andetsteds omtalte Antikritik »Forklaring og Forsvar« af
1872 forekommer disse Betragtninger (S. 46— 4 8 ):
»Hvad der forstaaes ved den frie Tanke, lader sig sige med to
O rd: Overbevisningen om den frie Forsknings Ret er det Samme
som Overbevisningen om, at der hverken i Naturen eller i Histo
rien gives Enklaver, der ikke er underkastede de Love, som iøvrigt
beherske Historie og Natur. Det er Overbevisningen om, at en Part
af Vestasien ikke i et Spand af Oldtidens Historie er bleven styret
efter helt forskjellige Natur- og Aandslove fra dem, som hele den
øvrige Verden i Nutid og Fortid er og har været underkastet, og
ikke har været Skuepladsen for saakaldte overnaturlige Begiven
heder, medens Jorden iøvrigt fra Nordpol til Sydpol og fra de æld
ste Tider indtil nu kun har været Skuepladsen for naturlige Begi
venheder. Det er med eet Ord Overbevisningen om Naturens, om
Historiens, om hele Tilværelsens Enhed, som den frie Forsknings
Dyrkere bekjende, og ikke blot bekjende, men retfærdiggjøre. Thi
al den Forskning, som hvert nyt Aarhundrede har føiet til tidli
gere Aarhundreders Resultater, har retfærdiggjort og med utallige
Røster i alle Tungemaal bekræftet og stadfæstet denne Overbevis
ning. Det er den, som ingen Bibeltroende kan vedkjende sig, hvor
meget han end kalder sig en fri Tænker, og det er den, som Ingen,
der ikke bruger bevidst Usandhed som Middel, kan identificere
med Irreligiøsitet, Usædelighed, fri Lyst, Frækhed eller deslige.
Har man imidlertid først faaet Ordet Fritænker sat lig med
Atheist, saa er det en let Sag at ophidse Masserne mod Fritænke
ren. Vore Samfund ere jo endnu langt tilbage med Hensyn til Ag
telsen for den personlige Overbevisning, og den Agtelse, som Stu