GeorgBrandes

Selv

hævder Brandes i »L evned «: »Tudede der en Storm fo r

oven i mit Sind, var der dog altid en vis vellydende Samklang paa

Bunden. I K jøbenhavn — fortæller Brandes videre — havde en

Dag en meget alvorlig gammel Kristen sagt til m ig: »A t de Menne

sker, som skriver saadan imod Dem, dog ikke betænker, hvilken

Bitterhed og hvilket Had de avler i en ung Mands Sind, som faar

en saadan Behandling. Han maa jo føle sig som et Umenneske og

blive det. Jeg undser mig og skammer mig, naar jeg maa opleve,

at al den Ondskab faar Lu ft i Kristendommens Navn.«

Hans Bekymring var overflød ig; jeg kunde aldrig gaa op i Bit

terhed eller Surhed. Selv naar det var, som skulde jeg kvæles af

Menneskeforagt, som slog dens Bølger sammen over mig — og

den Tilstand kendte og kender jeg — vedblev jeg at have Følelsen

af Kosmos, en Skønhedsverden.«1)

En Slags indirekte Selvkarakteristik kan man maaske benævne det

Citat, som Brandes nævner i sin mest personligt prægede »Heltebog«,

Shakespeare-Biografien, hvor han anfører en Passus af Garnetts

Shakespeare-Bog, »ford i den paa en mærkværdig Maade passer ind i

den Grundopfattelse af Shakespeare’s Udviklingsgang, som er frem-

stilt i dette Sk rift:«

»A t denne Don Quichote-agtige Højde af Storsind ikke over

rasker hos Prospero, det røber, hvor dybt nede i Shakespeare’s

egen Natur hans Væsen grunder. Stykket (Stormen) viser os bed

re end noget andet, hvad Livets Disciplin havde gjort ud af Sha-

kespeare ved 50-Aars Alderen.

Bevidst Overlegenhed, uplettet^ af Hovmod, livlig Foragt fo r

det Middelmaadige og Lave, Overbærenhed, hvori Foragt indtræ

der fo r en meget betydelig Part, Sindsklarhed, der udelukker li

denskabelig Kjærlighed, men ingenlunde Ømhed, Intelligens, som

rager op over Moraliteten, dog uden paa nogen Maade at form ind

ske eller fordærve den: det er de aandelige Træk hos ham, i hvis

Udvikling Verdensmanden havde holdt Skridt med Digteren.« ...«

Som ung lod Brandes sig ikke i stærkere Grad berøre af de An

greb, der rettedes mod ham, svarede sjældent paa dem, medens han i

de senere Aar ved forskellige Lejligheder lod en irriteret Snærren høre

— mange vil mene, at Forbigaaelsen i Professorspørgsmaalet var den

dybereliggende Aarsag, ligesom den tiltagende Aarelidelse sikkert og-

saa har spillet ind.

Henri Nathansen finder, at man i hvert Fald kan fremdrage Georg

Brandes’ Troskabsfølelse overfor Danmark som den røde Traad i hans

*) Levned II, S. 145.