91 / 237
82
Liv, andre vil hæfte sig ved samme Forfatters Karakteristik, naar
denne skriver:
»Han blev med Tiden baade saarende og saarbar, miskendt og
miskendende, udfordrende og mistænksom. Ethvert Angreb, selv
det usleste og aabenlyst perfide, oprev ham. De idelige Stik, baade
Naalestikkene og Pileskuddene, der berørte hans fremmede A f
stamning og Natur, bibragte ham en Følelse af Uforenelighed og
Uforbindelighed med Omgivelserne ... Han var og blev Danmarks
ulykkelige E lsker.«1)
I »Georg Brandes og hans Lærere« siger Professor Rubow (S. 4 2 ):
»Brandes’ Livsopfattelse kan man vel ikke kalde Pessimisme,
da han vedkender sig den Mening, at man lige saa lidt kan kalde
denne Verden god eller slet som »blaa eller gu l«. Men den er et
Sortsyn, i hvis Mørke de fleste Foreteelser bliver graa; en ofte
proklameret Mistillid til Menneskene, Mistro til al Moral og al
Metafysik.«
Og med fast Haand placerer Rubow Georg Brandes, naar han i sin
Nekrolog i »Litterære Studier«, efter en Omtale af de Aander, der gav
hans bæftige Sjæl Næring, fortsætter:
»Denne Ild i Sjælen kunde stundom svide andre, men den er
det, som lyser op i hans Værk; denne Heftighed kunde virke fra
stødende, men det er den, som gør, at man endnu rives med af
hans Bøger. Derfor vil, naar med Tiden V irkningerne af hans Agi
tation og Lære har tabt sig, og naar man ikke længer kan tale om
Tilslutning til og Modstand mod »Brandesianismen«, hans Værker
endnu læses af dem, som bryder sig om Læsning.«
Om Georg Brandes’ Privatliv er Oplysningerne sparsomme; lige-
meget hvor man i de trykte og tilgængelige Kilder søger, er det nær
mest et forbigaaet Punkt. I »Levned« giver Brandes selv nogle enkelte
Strejflys, som her skal søges samlet til et Billede (paa samme Maade
som dette Hovedværk hidtil er gennemgaaet og vil findes anvendt i de
følgende Kapitler af nærværende Bog) — selvom det her paa Forhaand
maa indrømmes, at et
Helhedsbillede
ikke kan blive Resultatet.
I Afsnittet »Skole- og Studenteraar« er bl. a. nævnt en Barnefor-
elskelse, der for et Tidsrum af syv Aar gjorde Brandes uimodtagelig
for kvindelig Paavirkning; først under sit Pariser-Ophold i 1866, i
Brandes’ 24. Aar, gør det svage Køn atter sin Indflydelse gældende.
*) Nathansens Bog S. 317.