GeorgBrandes

Den unge franske Sproglærerinde, som en Bekendt straks efter

Ankomsten til Paris havde anbefalet Brandes, blev nemlig ret hurtig

forelsket i denne sin ældste Elev, hvis Smaaopmærksomheder den

strengt opdragne unge Kvinde lagde mere i, end Hensigten var, hvad

Brandes selv g jorde hende opmærksom paa; hun skyndte sig natur

ligvis at svare, at hun end ikke i sine Tanker havde »stillet nogen For

dring«, hvorpaa Brandes gaar hen og forelsker sig hæftigt i en ung

spansk Brasilianerinde paa tyve Aar.

Denne nye Fase i Brandes’ erotiske Liv skildrer han selv i følgende

Udtryk:

»Min Følelse var dog langt mere Beundring end Elskov eller

Attraa. Jeg begærede hende egentlig ikke. Aldrig følte jeg mig stil

let ganske i Jævnhøjde med hende, end ikke naar hun gjorde stær

ke Tilnærmelser til mig. Jeg glædede mig over hende som over

noget Fuldendt, og der var over hende det rige og fremmede Far

veskær, som Kolibrierne i mit Barnekammer havde havt. Hun fo r

uroligede mig sjæ ldent; men jeg sagde mig, at hvis jeg nu rejste,

vilde jeg efter al Sandsynlighed aldrig mere faa hende at se, da

hendes Fader ad Aare vilde tage hende til sig til Brasilien eller

Madrid, og da forekom det mig undertiden, som om jeg for be

standig rejste fra min Lykke. Tit bad hun mig i saadanne Udtryk

og med saadant Udtryk om at blive, at jeg hverken vidste ud eller

ind. Og hun opfyldte mig da som det dronninglige Væsen, hun

var.«1)

Brandes tilfø je r: »En dansk Digter havde kaldt Sydens skønne

Kvinder »Store Glimmerblomster uden Du ft«. Var hun en saadan

stor Glimmerblomst?«

Samtidig finder Brandes dog »et svagt Element af Erotik« i sit

Forhold til sin lille Sproglærerinde, Frøken Louise, der var begyndt

at grue for A frejsens T im e; efter H jemkomsten til Danmark indleder

de da ogsaa en livlig Brevveksling — alt medens den unge Spanier-

indes straalende Skikkelse beholder sin Plads i hans Indre, og Bran

des selv træder dermed ind i, hvad han kalder »den sværmende At-

traas Livsafsnit, hvor Synet af kvindelig Skønhed eller Ynde ø jeb lik

keligt hensætter Ynglingen i en let E lskovsrus«. Og saa fortsætter han

lidt længere fremme i »Levned«, S. 210:

»Dog midt under denne ungdommelige Længsel mod det andet

Køn med dens Dirren i Følelser af ubestemt Art, blev mit Sind

som med et Ryk samlet om det dybeste, tidligere Indtryk, det af

*) Levned I, S. 200.