82 / 237
73
der til Straf for Drabet af Verdens Frelser var spredt over Jorden.
De nulevende Israeliter fremstilledes som Mennesker, der i haard-
nakket Stridighed og Trods med forøvrigt næsten ufattelig For
hærdelse klamrede sig til et længst overvundet religiøst Idéal af
den strenge Gud i Modsætning til den kærlige.
Naar jeg selv søgte at lægge dette til Rette for mig, plagede det
mig, at Jøderne ikke tog Stilling til Jesus, der dog saa øjensynligt
betegnede Fremskridtet inden for den Religion, han udvidede og
ufrivilligt sprængte. Jesu overnaturlige Personlighed forekom mig
iøvrigt ikke troværdig. Kravet af Tro, den Fordring, at Fornuften
skulde tages fangen, vakte min dumpe Modstand, og denne Mod
stand næredes ved min Moders faste Rationalisme, hendes ubetin
gede A fvisning af ethvertsomhelst Mirakel.
Under disse Omstændigheder tyede min unge Sjæl i Trang til
Noget, den kunde dyrke, fra Asiens til Evropas Guddomme, fra
Palæstina til Hellas, og klamrede sig med levende Regej string til
den græske Skønhedsverden og dens Gudesagn. A f min hele lærde
Opdragelse uddrog jeg dette Ene: Sværmeri for det gamle Hellas
og dets Guder; de var mine Guder, som de havde været Julians.
Apollon og Artemis, Athene og Eros og A frodite blev Magter, jeg
i en ganske anden Forstand troede paa og glædede mig over, end
nogen paa Sinai eller i Emaus aabenbaret Gud. De stod mig nær.«
I Bogen om Vennen Lange forekommer ogsaa adskillige Bidrag til
Belysning af Brandes’ religiøse Indstilling. I Juli 1861 var de sammen
en Tur til Møen, og da de en Aften kommer sent h jem til deres Logi
efter en Udflugt, hænder følgende, hvorom Brandes beretter:
»Da vi ud paa Natten var komne hjem , skete der noget, som be
rørte mig saa pinligt, at Ubehaget derved er levende hos mig, næ
sten som da det hændte. Uden at nogen indledende Samtale var
gaaet forud, kom Julius Lange pludselig frem med den Fordring
til mig, at jeg maatte og skulde blive en Kristen, skulde dele hans
Tro. Hans Udbrud rørte mig, og jeg forstod, at dette for ham var
en Sag af saadan Vigtighed, at han mente sig berettiget til at sætte
sig ud over alle Hensyn. Derimod følte jeg mig saaret af den Mo
tivering, han strax derefter gav sin Op fordring: jeg dyrkede in
gen anden Gud end Intelligensen, savnede det ene Fornødne, vilde
tænke mig til Troen o. s. v. Det var min stolte Hellener. Hele hans
theologiske Opfostring var kommet op i ham, steget ham til Ho
vedet, og han talte som en Missionær. Jeg svarte intet, men har
medes. Vi pakkede vort Tøj sammen til Opbrud næste Morgen og
gik i Seng. Der var ikke Tale om at sove. Ud paa Natten hørte
jeg Julius Lange’s Stemme. Han bad med høj Røst sit Fadervor.
Det var højtideligt og pinligt. Kl. 4 stod vi op og gik til Stege, beg
ge tause og ilde tilpas.«1)
*) Nævnte Bog S. 30—31.