21 / 196
14
Fædrenelandet, og ønsker Kongen, og ønsker vor kostelige
Kronprins, som Følge af vor Forening. Dette ønsker
jeg: at livad der er Menneskets og Statsborgerens sande
egne, ved egen Kraft, Flid, Mandighed erhvervede mo
ralske og politiske Værd, det maatte ved Selskabets
Medvirkning vinde Gyldighed, Agtelse, Hæder i det dag
lige borgerlige Levned.
Antages dette som Selskabets Hovedformaal, da er
som fast og udtrykkeligen beslu ttet, at alt hvad der
røver Agt og Hæder fra Menneskers og Statsborgeres
sande Dyd, Adfærd og Sjæleevne, det skal med fin Klog
skab bestrides af Selskabet; men saa er da Strid be
slu ttet mod det, at Ødselhed tilbrammer sig Hæder;
Strid mod det, at Statens Mænd skulde anse Rang som
nødvendig for at kunne gaa frem med Agtelse. Jeg tø r
friligen sige, at Strid er da besluttet mod alt det, der
kan lede Statsborgeren fra Mands sande Æ re og Kraft;
men herved tænker jeg paa Strid mod Smugleri, mod
Spillelyst, mod Slaphed i at røgte Embede og egen
Næring, mod Blødagtighed i Færd og Tanker, mod Flov
hed i Børneopdragelsen, korteligen mod hver Drift og
hver Skik, der stemmer Menneskene saaledes, a t de i
Nydelsen af glade Dage og i Nydelsen af stor Hæder
og vigtigt Fortrin turde glemme, og uanfægtede kunne
glemme, hvad Statsborgeren skylder Fædrelandet og
skylder Landets ærværdige hele Folk.
Dersom jeg ikke ønsker for stolteligen, dersom vort
Formaal bliver saa højmodigen ædelt, som jeg vilde, det
skulde være, dersom vor Forening bliver værdig de renes,
de retskafnes, de kraftfuldes, de i det store og derhos
rigtigen tænkende Politikeres Ros; derhos saa værdig
en Konges og Kronarvingens og Kongehusets Agtelse;
o. m. H., dersom vi altid belives af den altid over ko rt