22 / 196
15
eller langt sig gjennemtrængende filosofiske Gejst og
gaa saaledes hvert F jed efter denne Gejstes Vink; da,
ja da skal det sandrneligen kunne siges, at vi, de
Dannemænd — men Dannemænd ere det herlige Norges
som det herlige Dannemarks Sønner — forene vore
Kræfter til a t virke paa Sjæle ogSæder, til at stemme
Drifter, at forme udvortes Adfærd, mendette tilhobe,
for at lede til Borgerdyd, a t forherlige Borgerdyd, at
skaffe den Yndest, at skaffe den Agt. — Og da, hvilken
herlig Bane for os! hvilket skinnende M aal! hvilken Lyst,
hvilken Hæder for de virkeligen ædle, at være i Selska
bet! Men og da, hvilken Opfordring til os, at vi skulle
viseligen ordne vort Anlæg og vor Fremgang! Det er
saa fin en Sag, den, a t stemme Drifter og Sæder, og
det er dog den, vi fo retage; men derfor og, lad os vige
af fra Smaaheder og derimod mandeligen hæfte os ved
Tanken om Almenvæsenet. Ja, bort med alt det, der
kunde vinke os hen til a t søge det, der angik nogen
enkelt Selskabsbroders personlige Tilværelsesmaade.
Tanken om individuel Lyst eller Hæderlighed, ja endog
Tanken om vort hele Selskab, hvor herligt det var, hvor
kjæ rt vort Sted i samme end var os, og med Rette var
os, — den maa som hensvinde for Tanken om, hvad
Fædrenelandets endog den mindste, men dog visse, Gavn
og Hæderligheds Tilvæxt er.
Ingen af os mene andet, m. H., end at Kraft og
sat Mod vil kræves af os, om vi skulle gaa en hæder
fuld Bane. Var vort Formaal ubetydeligt, da bleve vi
uanfægtede, eller man brugte kun svage Vaahen for at
kuldkaste vort Anlæg. Men at gaa i Kamp mod Sæder,
Fordomme, Begjærligheder, sanselige Lyster, Hovmods
P ral og Hovmods Tilfredshed, korteligen, at bestride
den uheldige og Almenvæsenet baade højligen skadende
og højligen vanærende Paastand og Skik, at man uden
virksom Borgerdyd, uden Mands Kraft og Færd, vil til