23 / 196
16
vende sig Agt, ja Hæder; det, m. H., maa ægge mangen
en til at nage paa vor Forening, det maa skaffe os nu
aabenbarlige, nu sig skjulende Fjender. Man vil stride
mod os med kjendelig Magt, med Skumlen, med L atter;
men i sidste Fald være Neckers Ord vort Tankesprog;
saa siger ban: Denne Latterlighed, hvormed man ofte
truer, den er ikke saa let, som mangen én gjærne vilde
tro, at udbrede over Fornuft og Dyd, nåar kuns ellers
Menneskene turde modigen vedstaa deres re tte ædle
Meninger.
0 , lad os
da friligen vælge stort Formaal! At
vi, blot for at lede til positiv Tarvelighed, skulle forene
Tanker, Viljer og Bestræbelser, mon dette ikke kunde
synes at være Beskedenhed, saa overspændt, a t den
nærmede sig til Klejnmodighed? Lad os kun ville det
mere! Ja, lad os fremme alle de Drifter, hvilke sam
lede og efter deres Væsen udgjøre den sande Borgerdyd!
Hvo kan nøje bestemme, hvad Tarvelighed er for det
og det Individ, for det og det Folk? Jeg tø r lydeligen
ønske, at hver
vor Medborger, det hele - Rige over,
kunde, uden at forarme sig og uden at forarme S taten’
nyde Vellevnet,
der kostede hamdet 2-, det 3-, det
mer dobbelte, imod hvad han nu bruger af Guldog
Sølv. Vor Yppighed er ikke mærkelig, den er end ikke
en Virkelighed, uden alene i Forhold med vort ringe
Statsudkomme.
Hvoi mange ere Husene, endog i Hovedstaden, hvor
man lever stolteligen? Hvor er Pragten i Klæder, — i
•andet? Jeg ved det ikke; men det ved jeg, at fordi vi
have lidet Udkomme, bruge meget af fremmedes Varer,
have lidet a t sælge til fremmede, derfor kan den endog
linge Grad af vort Vellevned angribes som Ødselhed.
O, lad os dog tænke filosofisk om denne vigtige og saa
mangen, ikke noksom dybttænkende, Politiker forvil
dende Sag! Lad os ikke, for at lede Medborgeren til