MælkerietEnigheden

Naar Brevet interesserede, ja greb mig, skyldes det, at jeg der

med lyslevende saa

Mælkedrengen,

Datidens Mælkedreng, for

mig- J eg kendte hans Kaar, havde i en Sommerferie selv vika

rieret paa Pladsen for at tjene nogle Kroner — den Gang for

øvrigt et betydeligt Beløb til Hjælp til et nyt Sæt Tøj.

Nutidens Mælkeassistent, det lyder helt fornemt, i Rang med

Trafikassistent eller lignende, taaler ingen Sammenligning med

Fortidens Mælkedreng. Jeg gik sammen med ham i Suhms-

gades Friskole og traf ham i mange Eksemplarer. Skal jeg

sammenligne ham med noget nutidigt, maa det være med de

københavnske Cyklebude, Svajerne, som deres populære Be

tegnelse er. Mælkedrengene havde samme Humør, de kunde

pifte i Fingrene som ingen andre, de kunde lugte »en Panser«

(Betjent) paa 100 Skridts Afstand, og de var altid parat til Sjov

i Gaden. Men i Skolen glimrede de ikke. Hvor havde han Ret,

den gamle Skoleinspektør i sit Brev!

I min Skole tror jeg ikke, at jeg har gaaet i en Klasse, hvor der

ikke mindst var en eller to Mælkedrenge. Jeg husker særlig en.

Charles hed han. Han var krøllet, vi kaldte ham »Krølle«, en

stærk, robust, bred og vel nok kærnesund Dreng, rødmosset,

om Vinteren altid blaafrossen i Ansigtet af den bidende Vind.

Han stod op Klokken tre om Morgenen og gik eller løb fra

Vognmagergade, hvor han boede, ud til Mælkeforsyningen paa

Frederiksberg. Naar han var færdig med sit Arbejde ude i

Distriktet ved Middagstid, gjaldt det om at komme hjem til

Vognmagergade hurtigst muligt, oftest hængende bag i en

Vogn, hjem til Mor, hvor han hentede en efter mine Begreber

usandsynlig stor Pakke Mad, som han straks begyndte For

tæringen af de sidste Minutters Vej hen til Skolen.

Han kom altid i sidste Øjeblik, sommetider for sent. Naar han

kom op i Klassen, afførte han sig den tykke, varme, islandske

Trøje, som han gik med det meste af Aaret. Og saa satte han