16-17 / 167
ikke var saa faa i København,
og
som havde store Kohold.
Køerne kom aldrig i frisk Luft, Staldene fandtes ofte paa 1. Sal
i en Bagbygning, som Regel uden Lys og Luft og var derfor
svinske, ja nærmest uhumske. Enkelte af den nærmeste Om
egns Bønder kørte ind til Byen med deres overskydende Mælk
til Salg paa Torvet eller til en fast Høker, der ogsaa var Mælke
handler.
Ved Midten af Aarhundredet blev Bøndernes Levering af Mælk
til Byen den overvejende. Grundprisen blev for dyr til et primi
tivt Kohold i Byen, og Befolkningen blev for talrig til at kunne
nøjes med Byens egen Produktion. Saa voksede da Tilførselen
udefra, men samtidig blev Spørgsmaalet omMælkens Kvalitet
sat paa Dagsordenen.
Mælk er Mælk, var man maaske den Gang tilbøjelig til at sige.
I vor Tid ved vi, at Mælk er flere Ting. Mælk er ogsaa Fløde,
og man kan skumme den mere eller mindre. Mælk har ogsaa
noget, der hedder Fedtprocent, som kan variere overordentlig
og er afgørende for dens Næringsværdi. Men endelig kan der
ogsaa tilsættes Mælken uvedkommende Stoffer, f. Eks. Vand,
som naturligvis forringer Værdien, men forøger Sælgerens
Fortjeneste.
I et lille Aarsskrift, som udkom i København i Tresserne, en
Slags Datidens »Blæksprutte« finder vi den gengivne Serie Teg
ninger, der skal være en Satire over de forskellige Faktorers
Tendens til Mælkeforfalskning.
I Sundhedsvedtægt og Love havde man dengang ingen Be-
€ n f)tftorie meb BtUeber om ben
1. FORPAGTEREN
„D et er nogle ganffe ubmærfebe Køer,
fjerffabet b a r; —en Smule Danb i ben
afffummebe DTælf og noget afffummet
B iæ lf i ben føbe, fan faamæn iffe ffabe
bet Bingefte!"
2. FORPAGTERKONEN
„BTin DTanb uil albrig gine p enge til
Kaffebønner og berfor fynes jeg gobt,
jeg fan fomme libt Danb i ben beilig
febe BTælf; ber er altib tjent til Kaffe."
fjøbenfyamifFe ZHcelf i gamle Dage
3 . MEIERSKEN
„3 e g uilbe faa gjerne foræ re min Kjæ=
refte, Kubffen, et Ufyr til H y taar, ber=
for tænfer jeg nof at funne fomme en
lille C a a r Danb i Biælfen. Kjøben*
bannerne er f’gu febe nof iforueien."
4 . FLØDEKUDSKEN
„BTeierffen, min Kjærefte, ffulbe b<me
en Krinoline til ftn iøb felsb ag ; men
jeg
ingen penge, berfor ffal jeg
fpæbe ZTTcelfen lib t- faaban gob DTcelf,
fan bet nof albrig ffabe bet Bingefte."
14
15