12 / 167
sig paa Skolebænken, 10 Timer efter at han var staaet op,
efter 8 Timers haardt Arbejde, Trappe op og Trappe ned. Den
stærke Kakkelovnsvarme døsede ham, og snart sank Hovedet
ned paa Bordet, og han tog sig et lille Blund. Det skete næsten
hver Dag. Læreren, som var en elskelig Mand, lod ham gøre
det. Han havde talt med Moderen, som forklarede, at hendes
Mand tjente 16-18 Kroner om Ugen, og naar Charles dertil
kunde tjene 3-4 Kroner med Drikkepenge, var det et Beløb, som
betød noget i Familiens Husholdningsbudget.
I Skoletimerne glimrede han som sagt ikke. Men var der egent
lig noget at sige til, at han aldrig blev Duks og ikke fik Præmie
ved Afgangen fra Skolen? Alene det, at han fulgte med og blev
rykket op i en ny Klasse hvert Aar sammen med os andre, var
en Bedrift, selv om hans Plads som Regel var paa nederste
Bænk. Maaske havde han netop derfor fortjent en Præmie.
Charles var en god Dreng, endda egentlig godt begavet, rask
og »stor i Slavet«, som den bliver, der har Indtryk af, at han
yder mere end andre. Dominerede han ikke, naar Læreren i
Historietimerne hørte os om Riddernes Korstog til det hellige
Land, var det end umuligt for ham at lære Kongerækken uden
ad, saa var han uden for Skoleporten ubestridt Nr. 1. Han kendte
ikke til de nu saa moderne Komplekser, han kendte ikke til
noget Mindreværd. Vi andre beundrede ham. Han fik 25 Øre
om Ugen af sin Mor, og han røg 2-3 Cigaretter hver Dag. Og
han havde altid oplevet noget paa sin Vej gennem Byen, naar
hanmødte Klokken 1 i Skolen. Saa havde han set en løbsk Hest,
en anden Morgen havde der været Ildebrand paa Nørrebrogade,
og var der ikke andet, kunde han altid berette om en fuld Mand,
som et Par Pansere havde slæbt til Stationen.
Ved det Liv blev mange københavnske Mælkedrenge sat langt
tilbage i deres Undervisning. De var for trætte og lærte for lidt.
De fleste af Skoletimerne var faktisk spildt. Det var et stort
10