66 / 167
Men en tung, sørgmodig Tone
og en Kone med sin Spand
bliver levende paa éngang i mit Minde,
det er Køerne, der brøler
i min Barndoms Bondeland,
Solen synker, saa er Malketiden inde.
Det er Køerne, der kalder,
de har gumiet Dagen lang,
deres Yvere er spændte, saa det mærkes.
Hvor er Koen fuld af Taalmod!
Men det brister dog en Gang,
og saa brøler den, og Brølene forstærkes.
Der var Dugg i Dyrets Øjne.
Der var Troskyld i dets Blik,
naar en Malkepige satte sig i Stolen
og greb fat om Koens Yver,
mens den endnu varme Drik
sprøjted lifligt frem i Glans af Aftensolen.
Det var Græs i ædel Fylde,
det var Jordens egen Kraft,
der forvandled sig til Væld af hvide Floder.
Hvor de smagte, disse Draaber,
ja, jeg nød den søde Saft,
som man nyder kun de hemmelige Goder!
64