109 / 341
44-8
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
somt udhøkres til priser ca. 60 å 70 % højere end de, hvortil disse artikler i
Hamburg kan købes af konsumenterne.« Under de forhold var det ikke umagen
værd at opretholde et kompagni med monopoler og toldbegunstigelser, og om
kring i
84
o var det omsider slut. Asiatisk Kompagni solgte sit sidste skib og sine
faste ejendomme, og i
844
blev kinahandelen givet fri. Formodentlig havde det
været bedre for alle parter, hvis man havde opgivet kampen i 1820erne, mens
der var mere af kapitalen i behold. Kolonierne i Asien blev solgt.
L. N. Hvidt mente, at man maatte resignere. København maatte skaffe sig
en handel med landbrugsprodukter og købe billige varer fra Hamburg; det var
meningsløst at bringe ofre for storhandelsforsøg, som vi ikke længere kunde drive
virkelig i vejret.
I slutningen af 1830erne stod det da saaledes, at hvad København fik til
ført direkte fra udlandet, næsten kun var massevarer som jern, salt, kul og tøm
mer, foruden svovl og andre varer fra de nordlige atlanterhavsøer og sukker fra
Vestindien; fra Rusland fik man skibsfornødenheder: tjære, hamp, sejldug.
Desuden tilførtes ris, der blev afskallet paa rismøllen; den lededes nu med godt
udbytte af A . N. H a n s e n, idet den gamle Hambro var rejst til London. Men
kolonialvarer, tekstiler og en mængde andre varer fik man over Hamburg. Om
kring i
84
o var københavnske handelshuse imidlertid kommet saa vidt til kræfter,
at de begyndte at tage kaffe direkte fra Brasilien og drev lidt større handel paa
M iddelhavet, og flere var uenige med Hvidt i hans pessimistiske syn. M an vilde
og kunde ikke opgive tanken om, at København atter kunde faa en blomstrende
transithandel, og importhandelen til forsyning af Københavns eget behov var
dog tilstrækkelig stor, til at der kunde dannes en vis kapital. Netop omkring
1
84
o begyndte det P u g g a a r d-H a g e s k e handelshus at antage store di
mensioner, og J. T h. S u h r havde arbejdet familiefirmaet saa vidt op, at det
i 1
84
1 ejede over 800.000 rdl.
Men skulde en virkelig storhandel genopstaa, maatte man have det ugun
stige forhold med sundtolden udlignet. Da samtidig Sverige og England angreb
sundtolden, fandt regeringen det heldigst at sætte den en del ned i i
84
i. Det
var dog ikke nok. Hamburgs magt over det danske marked øgedes, efterhaanden
som vejnettet i Jylland udvidedes, og samtidig besluttede den danske regering
at give tilskud til bygning af en j e r n b a n e m e l l e m A l t o n a o g K i e l ,
monarkiets første. Baade København og Flensborg følte sig truet, og hvad det
københavnske Grosserersocietet ikke kunde overtale regeringen til, formaaede
Flensborgs førende vestindienhandlende, agent H. C. Jensen. Uden at give sig
tid til at forhandle med stænderne udstedte regeringen i
842
en forordning om,