113 / 341
4 5 2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
havn; byens indførsel af kul blev tredoblet fra i
844
til 1857. i
84
g havde K ø
benhavn haft en handelsflaade paa 258 skibe over 10 kommercelæster, ialt knap
i
4
.ooo kommercelæster; 1857 var der 326 med 21.700 kommercelæster. Køben
havn var langt fra at have en handelsmæssig position som i den florissante tid, og
handelsflaaden var ikke nær saa stor som før 1807; til gengæld var fremgangen
af mere solid natur, idet den byggede paa øget velstand og produktionsevne i
Danmark selv.
Nogle af de ledende handelsmænd tilhørte gamle handelsfamilier — Suhr,
Broberg, Duntzfeldt, A . N. Hansen - men adskillige havde arbejdet sig op nede
fra, folk som Jacob Holm (død 1845), Hans Puggaard, H. P. Prior. Nogle af
dem bevarede en del af deres haandfaste sparsommelighed i smaating, som Hans
Puggaard, der gik meget tarveligt klædt og roste sig af, at det kunde netop han
tillade sig, eller den store dampskibsreder Prior, der gik paa indkøb med en væl
dig torvekurv paa armen og buksebenene stukket ned i et par transtøvler. Men
de fleste saa anderledes paa, hvordan en storkøbmand skulde føre sig. Handels
standens førende mænd havde i høj grad standsbevidsthed og anlagde efter evne
engelsk præg i det ydre med en noget tilknappet værdighed og stivhed. De brugte
ordet liberal med dyb overbevisning. Der var intet problem i i
84
g, da den fint
kultiverede Moritz G. Melchior som den første jøde indvalgtes i Grosserersocie
tetets komité. Men en mand som G. A . G e d a
1
i a, sadelmagersvenden, der
ved sin fremragende forretningssans blev vekselerer og en kendt mand paa Bør
sen, kom ikke uden videre ind i den finere kreds — ikke fordi han var jøde, men
fordi han trods al sin iderigdom og hjælpsomhed og sine mange penge var for
taktløs og latterlig til at akcepteres.
For de københavnske handelsmænd stod det klart, at man kun kunde ud
nytte højkonjunkturen tilfredsstillende, hvis handelen fik frie hænder. For dem
maatte alt, hvad der hed toldafgifter, staa som et onde; Grosserersocietetet for
sømte ikke nogen lejlighed til at argumentere mod de bestaaende rester af be
skyttelsessystemet, og det forsøgte endda gennem Broberg at presse en tarifreform
igennem i 1862. Det kom man dog ikke langt med. De ledende i finansstyrelsen
var ikke villige til at slaa ind paa fuld frihandel, og tariffen af 1863 bevarede
en del beskyttelse.
Derimod havde man i 1857 omsider den tilfredsstillelse at se ø r e s u n d s
t o l d e n falde. Utvivlsomt var det en fordel for København; de skiftende remis
sionsordninger siden 1842 havde afbødet øresundstoldens mest uheldige virkninger,
men det var en lettelse at slippe for toldformaliteterne i Helsingør, og øget øre
sundstrafik maatte til enhver tid gavne København i konkurrencen med Hamburg.