4 5
6
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
havde det københavnske forretningsliv staaet sig forholdsvis godt gennem krisen,
sammenlignet med Hamburg, hvis indflydelse i Danmark og navnlig i den kø
benhavnske pengeverden havde faaet et knæk. Mængden af varer, der kom til
København fra udlandet i 1862, var en smule lavere end i 1856, men 70
større end i 1845. I slutningen af 1860erne havde udviklingen atter taget fart,
og omkring 1870 var man atter inde i en klar højkonjunktur, med voksende
omsætning, udvidelse af handelskapitalen og mere og mere tydelig industrialisme.
Næringslivet.
Det havde vistnok aldrig været muligt virkelig at gennemføre de ideer, der
laa til grund for lavsvæsenet - at de enkelte mestre broderligt skulde dele mar
kedet mellem sig og hver for sig drive deres erhverv i tryghed, med sikret pris
og fast afsætning. Der havde forlængst udviklet sig dybe skel inden for lavene
mellem kapitalstærke og kapitalsvage mestre, og de uddybedes baade under
krisen i 1820erne og under de bedrede konjunkturer i 1830erne.
I de smaa provinsbyer arbejdede haandværkerne endnu paa bestilling. I K ø
benhavn krævede publikum større udvalg i butikerne, og kun de færreste mestre
havde raad til at holde mange varer paa lager. Mange smaamestre gik bort fra
at holde aaben bod og maatte i stedet sælge deres varer til de større mestre;
1
846
erklærede skomagerne, at det var almindeligt, at de mestre, der holdt
butik, købte varer af andre mestre til salg, og det forekom ogsaa, at de indfor
skrev fremmede varer. I visse fag, for eksempel blandt tøjmagerne, var det al
mindeligt, at en mester, der havde god afsætning, øgede produktionen ved at
lade ældre svende arbejde i deres hjem; i stedet for det gamle værksted, hvor
haandværksmesteren arbejdede sammen med svende og lærlinge, fik man for
lagssystem med hjemmearbejde. Regeringen søgte i 1820erne at standse udvik
lingen, men det var haabløst, og i 1833 gav den tilladelse til svendes hjemme
arbejde i fabrikslavene. I alle større haandværksfag var der en mængde gifte
svende (67 % af tømrerne 1843, 33 % af skomagerne). De fleste af dem synes
at have opgivet at blive mester; de sad i deres eget hjem rundt om i byen og
uden for byen og arbejdede for en mester, der for sit vedkommende tit var mere
handelsmand end producent; og saadanne svende paatog sig arbejde for andre
end deres mester, hvor meget det saa end stred mod lavsreglerne. Sammen med
smaa kapitalsvage mestre dannede de en haandværkerunderklasse, hyppigt i
ringe kaar, afhængige af, hvad de handlende vilde give for deres varer.
D a nu industrien begyndte at tage fart under de gunstigere konjunkturer,