119 / 341
4 5 ^
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
fremstille og sælge af varer. Næringsfrihed hørte ganske naturligt sammen med
junigrundlovens andre frihedsideer, og desuden hævdede man, at friheden vilde
føre til større og billigere produktion til fordel for de brede lag, der nu led under
de høje priser. Sagen maatte gennemføres, uanset at de nationalliberale vilde
miste en del haandværkerstemmer ved det.
Lavsmestrene strittede imod og fik endda borgerrepræsentationens flertal
med sig i 1854. Men 1855 satte regeringen sig for at gennemføre næringsfri
heden, og da blev det ikke længere muligt for mestrene at finde tilslutning til
deres protester uden for haandværkerkredse. De havde ikke reformeret deres
organisationer, mens tid var, men længst muligt klamret sig til deres rettigheder,
som hver enkelt mester jo ogsaa havde ofret en del paa at erhverve. Mestrene
kunde ikke engang faa fuld tilslutning blandt svendene til deres store protest
adresse; en del af svendene var bange for at miste deres organisationer, men
andre saa hen til muligheden for at etablere sig billigt; kun
/•$
af de køben
havnske svende skrev under paa adressen. »Haandværkerforeningen«, der var
stiftet i i
84
o med det formaal at bevare mestrenes rettigheder, led et. fuldstæn
digt nederlag. Paa rigsdagen vilde ingen bevare lavene, de fleste udtrykte det
synspunkt, at næringsfriheden var til fordel for de arbejdende klasser selv, og
det var forgæves, at J. A . Hansen rejste problemet om modsætningen mellem
kapital og lønarbejder. 29. december 1857 underskrev Frederik 7. næringsloven;
fra begyndelsen af 1862 var det slut med lavene i gammeldags forstand. De
kunde fortsætte som frivillige sammenslutninger med selskabelige og sociale for
maal, men adgangen til arbejde var fri.
I øjeblikket var de liberale kredse nærmest tilbøjelige til at kritisere nærings
loven, fordi den ikke var fri nok - man havde bevaret et beskyttende læbælte
omkring købstæderne til hjælp for de handlende, en ordning, der bortfaldt 1866
for hovedstadens vedkommende. Eftertiden har snarest været tilbøjelig til at
kritisere den, fordi den slog haandværkerlavene saa fuldstændig i stykker. Det
kan diskuteres, hvor stor betydning den har h a ft; snarest tør man vel sige, at den
har medvirket til at skabe vanskeligheder for de smaa, daarligt stillede haand-
værksfag i København og bidraget til, at haandværkssvendene socialt degra
deredes. Tilgangen til haandværksfagene gik ned i aarene 1855-70, da folke
tallet som helhed steg stærkt; nogle lavssvende - færre end man havde ventet -
søgte at nedsætte sig som mestre, men adskillige af dem fik svært ved at klare
sig og maatte trykke lønnen. Antallet af ufaglærte og løse arbejdere steg meget.
Hvad enten det var tilsigtet eller ikke, bidrog næringsloven 1857 til at skaffe de
industridrivende den lette adgang til billig arbejdskraft, de hidtil havde savnet.