201 / 341
54 0
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
betydelige udvikling og byggeriet, der var en følge af byens spredning ud over
det gamle voldterræn, var imidlertid i stand til at opsuge befolkningsforøgel
sen. I tiaaret 1880-1890 fortsatte denne tendens, og tilvæksten var 78.000, saa-
ledes at byens befolkning i 1890 talte 312.000. Indvandringen i denne periode
androg 39.400. I betragtning af de svækkede konjunkturer i firserne nærede man
i ledende kredse en vis betænkelighed ved denne store indvandring, hvis bag
grund især var krisen paa landet. M an pegede paa, at København selv var blevet
saa stor nu, at den i kraft af sit fødselsoverskud aarligt vilde faa en betydelig
stigning i indbyggerantal. Der ytredes ogsaa bekymring over den forskydning,
som fandt sted i forholdet mellem København og det øvrige land. I 1870 androg
den københavnske befolkning 10 % af hele Danmarks indbyggertal, men i 1890
var procentdelen steget til 15. Denne betænkelighed fik udtryk i bemærkningen
om, at Danmark var blevet et Amager for København.
I tiaaret efter 1890 tog indvandringen af. D a man i 1901 gjorde tilvæksten
for den foregaaende periode op, var den
48
.000, og heraf var kun 6.100 ind
vandrede, hvilket afspejlede, at konjunkturudviklingen havde vendt for land
bruget. 1901-1902 indlemmedes Brønshøj, Valby og Sundbyerne i Københavns
Kommune, og denne forøgelse medførte, at indbyggertallet i 1902 var kommet
op paa
4
oo.
6
oo.
I aarene fra 1901 til 1911 voksede København med 60.000 indbyggere, men
heraf androg indvandringsoverskudet kun
6
.
4
oo, mens resten udgjorde fødsels-
overskudet. Denne ringe indvandring skyldtes bl. a. den økonomiske stagnation,
der fik udtryk i byggekrakkene og banksammenbrudene 1907-1908. Krisen med
førte mindsket efterspørgsel efter arbejdskraft, saaledes at der endog begyndte
en udvandring af mandlig arbejdskraft. Kort før den første verdenskrigs udbrud
bedredes dog konjunkturerne, saaledes at København i i g i
4
atter stod overfor
en højkonjunktur med efterfølgende befolkningsforøgelse.
Ændringerne i erhvervsforholdene efter 1870 medførte en dybtgaaende for
skydning i den københavnske befolknings erhvervsmæssige sammensætning. Om
kring 1870 var hovederhvervet haandværket med en mængde mestre, men for
holdsvis faa svende. Derimod tæller de borgere, der var beskæftiget ved indu
strien, ikke særlig mange. Efter haandværket følger daglejerne og derefter de,
som er beskæftiget med handel. I erhvervsstatistikken er derfor »fast ansatte i
underordnede poster« en talmæssig betydningsfuld gruppe. I det sociale liv
spiller ogsaa universitetet og dets studenter en rolle.
I perioden indtil 1 9 14 ændres dette billede betydeligt. Industriens voldsomme
vækst skabte en betydelig arbejderklasse, som i stigende omfang prægede byens