203 / 341
5 4 2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
De københavnske arbejdsgivere stod fra begyndelsen uden effektive organisa
tioner i arbejdskampene. V ed næringslovens gennemførelse var de gamle lav
blevet ophævet, og deres efterfølgere blev først og fremmest hjælpeforeninger
eller rent selskabelige klubber. De mange strejker i begyndelsen af 70erne frem
kaldte imidlertid stærkt røre blandt arbejdsgiverne og ønsket om organisationer,
der kunde tage kampen op mod fagforeningerne. De første arbejdsgiverforeninger
oprettedes naturligvis indenfor de industrier, der beskæftigede flest arbejdere.
1871 dannede saaledes jernstøberne en mesterforening, og efter at metalarbej
derne havde vundet en strejke, oprettedes i 1885 Foreningen af Fabrikanter i
Jernindustrien. Ko rt efter udbrød atter strejke i dette fag, og den blev for alvor
en kamp om arbejdernes ret til at organisere sig. Arbejdsgiverne blev støttet af
Højre og dannede Arbejdernes Værn, mens arbejderne fik hjælp fra Venstre og
landbobefolkningen, der under indtryk af provisorietidens politiske kampe stil
lede sig solidarisk med den københavnske arbejderbefolkning.
Kampen endte uafgjort, og i de følgende aar rustede begge parter sig til den
afgørende styrkeprøve om organisationsretten. I det stille førtes en sejg kamp,
hvor arbejdsgiverne afskedigede fremtrædende fagforeningsfolk, og fagforenin
gerne svarede med blokade.
Aaret efter at De samvirkende Fagforbund var blevet stiftet, skabte ogsaa
arbejdsgiverne deres landsorganisation. I 1885 havde de dannet Fællesforeningen
af Arbejdsgivere i København og Omegn, der dog først og fremmest var en sam
menslutning af haandværkets mesterforeninger. I slutningen af 1880erne sygnede
denne hen, men 1896 dannedes Arbejdsgiverforeningen af 1896 med entreprenør
Niels Andersen som formand, hvori industrien dominerede. Niels Andersens
ledende betragtning gik ud paa, at de store arbejdskampe var for kostbare, og
han vilde derfor have arbejdsstridighederne afgjort ved tvungen voldgift. 1898
fik han efter forhandling med De samvirkende Fagforbund oprettet fællesudvalg
til afgørelse af arbejdsstridigheder. Aaret efter kom imidlertid det store opgør
mellem organisationerne med lockouten 1899, der begyndte 19. maj. Konflikten
varede i tre og en halv maaned. Den omfattede hele landet, men dens tyngde*
punkt laa dog i København. T il sidst lykkedes det Privatbankens direktør Axel
Heide, vekselerer L. Bing og borgerrepræsentationens formand Herman Trier at
faa udarbejdet et forlig, som begge parter kunde akceptere. Dette septemberforlig
har siden været grundlaget for forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne.
Aarene fra septemberforliget til i g i
4
prægedes af en række konflikter som
f. eks. byggestrejken 1907 og den store bladstrejke 1908, hvor kun Socialdemo
kraten og Kristeligt Dagblad udkom. Samtidig blev begge parters organisationer