Previous Page  203 / 341 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 203 / 341 Next Page
Page Background

5 4 2

K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y

De københavnske arbejdsgivere stod fra begyndelsen uden effektive organisa­

tioner i arbejdskampene. V ed næringslovens gennemførelse var de gamle lav

blevet ophævet, og deres efterfølgere blev først og fremmest hjælpeforeninger

eller rent selskabelige klubber. De mange strejker i begyndelsen af 70erne frem­

kaldte imidlertid stærkt røre blandt arbejdsgiverne og ønsket om organisationer,

der kunde tage kampen op mod fagforeningerne. De første arbejdsgiverforeninger

oprettedes naturligvis indenfor de industrier, der beskæftigede flest arbejdere.

1871 dannede saaledes jernstøberne en mesterforening, og efter at metalarbej­

derne havde vundet en strejke, oprettedes i 1885 Foreningen af Fabrikanter i

Jernindustrien. Ko rt efter udbrød atter strejke i dette fag, og den blev for alvor

en kamp om arbejdernes ret til at organisere sig. Arbejdsgiverne blev støttet af

Højre og dannede Arbejdernes Værn, mens arbejderne fik hjælp fra Venstre og

landbobefolkningen, der under indtryk af provisorietidens politiske kampe stil­

lede sig solidarisk med den københavnske arbejderbefolkning.

Kampen endte uafgjort, og i de følgende aar rustede begge parter sig til den

afgørende styrkeprøve om organisationsretten. I det stille førtes en sejg kamp,

hvor arbejdsgiverne afskedigede fremtrædende fagforeningsfolk, og fagforenin­

gerne svarede med blokade.

Aaret efter at De samvirkende Fagforbund var blevet stiftet, skabte ogsaa

arbejdsgiverne deres landsorganisation. I 1885 havde de dannet Fællesforeningen

af Arbejdsgivere i København og Omegn, der dog først og fremmest var en sam­

menslutning af haandværkets mesterforeninger. I slutningen af 1880erne sygnede

denne hen, men 1896 dannedes Arbejdsgiverforeningen af 1896 med entreprenør

Niels Andersen som formand, hvori industrien dominerede. Niels Andersens

ledende betragtning gik ud paa, at de store arbejdskampe var for kostbare, og

han vilde derfor have arbejdsstridighederne afgjort ved tvungen voldgift. 1898

fik han efter forhandling med De samvirkende Fagforbund oprettet fællesudvalg

til afgørelse af arbejdsstridigheder. Aaret efter kom imidlertid det store opgør

mellem organisationerne med lockouten 1899, der begyndte 19. maj. Konflikten

varede i tre og en halv maaned. Den omfattede hele landet, men dens tyngde*

punkt laa dog i København. T il sidst lykkedes det Privatbankens direktør Axel

Heide, vekselerer L. Bing og borgerrepræsentationens formand Herman Trier at

faa udarbejdet et forlig, som begge parter kunde akceptere. Dette septemberforlig

har siden været grundlaget for forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne.

Aarene fra septemberforliget til i g i

4

prægedes af en række konflikter som

f. eks. byggestrejken 1907 og den store bladstrejke 1908, hvor kun Socialdemo­

kraten og Kristeligt Dagblad udkom. Samtidig blev begge parters organisationer