209 / 341
5 4 8
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
burde have medført skærpede regler for husenes højde, gadens bredde og gaards-
pladsens størrelse. M ed 18 7 1-loven var dette dog ikke muligt. Bygherrerne over
holdt tværtimod lovens bestemmelser saa lemfældigt som muligt, hvilket bygge
riet paa Gammelholm, i Nyboder og ved Søerne vidner om. M an byggede
6-etagers huse med lige saa høje side-, mellem- og baghuse. Lejlighederne var
smaa og mørke og gaardspladserne indelukkede og snævre. Overalt boede der
mennesker i de fugtige kældre. Særlig grelt var det i denne henseende paa
Gammelholm, hvor vandet steg og faldt i kælderlejlighederne med vandstanden
i havnen. I det hele taget var boligerne paa Gammelholm berygtede. De første
lejere flyttede ind, mens der endnu var stilladser omkring bygningerne. De maatte
derefter tørre den værste fugt ud og gik populært under navnet »Svampere«.
Da lejlighederne derefter var blevet tørre, blev lejerne sagt op, og de første
beboere maatte flytte.
I stigende grad trængte problemet med billige lejligheder til arbejderne sig
paa. I 1873 forsøgte man at bidrage til en løsning af problemet ved at dispen
sere fra bygningsafgiften til staten for alle lejligheder under 80 kvadratalen.
Loven fik dog ikke de ønskede resultater. Den medførte blot, at der blev bygget
daarligere kaserner med meget smaa lejligheder, mens skattelettelsen gik i
ejernes lommer.
I de følgende aar gik bestræbelserne derfor ud paa at faa gennemført en
ny bygningslov. 1880-1881 forelagdes der ogsaa forslag hertil, men paa grund
af politiske stridigheder gennemførtes den først 1889. Den blev dog ogsaa en
skuffelse, idet den til trods for visse forbedringer i det store og hele byggede
paa de gamle love. 1895 fik den imidlertid et tillæg, idet det blev paabudt,
at der skulde sættes vandlaase paa køkkenvaskene, som paa grund af de daar-
lige toiletforhold ofte blev benyttet som WCer.
Indtil 1858 fandtes ingen sundhedsvedtægter, men en lov fra dette aar
bestemte, at København og alle købstæder skulde have sundhedsvedtægter, og
for Københavns vedkommende blev den stadfæstet 1860 og traadte endeligt
i kraft 1868.
Administrativt forsøgte myndighederne saaledes at komme de værste forsyn
delser til livs. Sundhedsvedtægten fra 1886 indeholdt saaledes bestemmelser mod
boliger, der var farlige for befolkningens sundhedstilstand, og overbefolkning-af
lejlighederne. Sundhedskommissionen kunde kræve sundhedsfarlige rum repa
reret og forbyde deres benyttelse, hvis henstillingen ikke blev fulgt. I ejendomme,
hvor lejlighederne var overbefolkede, kunde den udstede forbud mod udlejning