210 / 341
D E N M O D E R N E S T O R B Y
5 4 9
af værelser til logerende; blev dette ikke overholdt, kunde kommissionen be
stemme, at ejeren opsagde vedkommende lejer. Ifølge denne sundhedsvedtægt
skulde der være mindst 250 kubikfod luft til hver beboer og i kælder, stue og
kvist mindst 300 kubikfod.
Overholdelsen af sundhedsvedtægtens bestemmelser var dog maadelig, og
aarsagen hertil var først og fremmest, at der ikke fandtes systematisk kontrol,
da myndighederne var uvillige til at gribe mere ind end allerhøjst nødvendigt.
Først efter den første verdenskrig blev dette forhold ændret.
En gennemgribende sanering af gamle og usunde kvarterer kom ikke rigtig
i gang i denne periode. Størsteparten af byggeriet skete paa privat initiativ, og
bygherrerne var mere interesseret i at faa saa meget ud af grundene som muligt
end i at bygge tidssvarende og sunde boliger. Fra slutningen af aarhundredet tog
kommunen dog dette spørgsmaal op. Omkring 1900 købte den med statens
støtte en række ejendomme i det berygtede Brøndstræde-Vognmagergade kvar
ter og lod dem nedrive. Her opstod derefter Christian IX ’s Gade, hvor smalle
gyder afløstes af brede, luftige gader. Man var dog ikke kommet langt med
saneringsprojekterne i 1 9 14, og den første verdenskrigs udbrud satte bom for
al tanke om yderligere bestræbelser i denne retning.
Dagligliv og sociale forhold.
Det materielle grundlag for den københavnske befolknings liv forskydes i
denne periode væsentligt. Umiddelbart før industriens opsving i 70erne tjente
omtrent
3
/£ af byens mandlige forsørgere under 800 kroner om aaret; ca. 10 %
havde mellem 800 og 1200 kroner i skatteindtægt, og et lignende antal fik fra
1200 til 2200 kroner, mens under 10 % tjente over 2200 kroner. Da aars-
fortjenesten for en faglært arbejder var ca. 650 kroner og for en ufaglært 450
kroner, mens kvinderne tjente endnu mindre, betød dette i virkeligheden, at
hele arbejderstanden samt medhjælperne og funktionærerne havde under 1200
kroner i aarsindtægt. I de højeste indtægtsklasser fandtes storkøbmændene, indu
striherrerne, kapitalejerne og de højere embedsmænd. Hele den københavnske
befolknings aarlige indtægt laa mellem 70 og 75 millioner kroner, og dette beløb
forklarer den spartanske levefod, som den allerstørste del af indbyggerne levede
under.
Pris- og lønstigningen ude i Europa efter 1871 bredte sig til Danmark. I 1875