213 / 341
5 5 2
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
dette tidspunkt anvendte 60 % af aarsindtægten til mad, brændsel og lys.;
15 % gik til husleje. T il klæder og fornøjelser kunde der ikke blive meget;
4o -6o kroner om aaret til tøj og 50 kroner til brændevin og tobak.
Det var beskedne forhold, man levede under. Kosten var tarvelig. Den
varme mad var grød, ærter, kaal og flæsk og tørkosten rugbrød med fedt og ost.
Hertil drak man øl og brændevin. A f den sidste vare regnedes med et dagligt
forbrug paa 1 pægl. Tø jet var groft og blev lappet og stoppet, indtil det ikke
mere kunde hænge sammen.
De stigende lønninger og faldende priser efter 1875 bevirkede, at levefoden
blev sat i vejret. Et husholdningsregnskab fra 1897 for en arbejderfamilie gaar
ud paa, at der nu anvendtes 47 % til mad, 13 % til husleje,
12 %
til tøj,
5 % til brændsel og belysning og 7 % til aviser, foreningskontingenter og under
visning.
Livet var saaledes ved at blive lysere for den brede københavnske befolkning.
En betragtning af de bedrestillede klassers leveniveau, saa vidt det lader sig
gøre, viser, at en forholdsvis mindre del af indtægterne anvendtes til mad og en
større til husleje, klæder og fornøjelser.
Prisstigningen efter 1895 standsede fremgangen en tid, og fra 1900-1914
steg priserne relativt hurtigere end lønningerne. I 1909 var fordelingen af for
bruget det samme som i 1897. Derimod indtraadte ændringer i kostens sam
mensætning. Hvedebrød blev en mere almindelig spise i arbejder- og haand-
værkerhjemmene, hvor det ferske kød ogsaa fortrængte saltmaden. Noget helt
nyt paa spisebordet var margarinen, som efterhaanden blev et uundværligt
næringsmiddel for den brede befolkning. Taget under et skete der i perioden
1870 -1914 en betydelig forbedring i den københavnske befolknings materielle
kaar. Det var en fremgang, som ikke alene kom de øverste samfundslag til gode.
Ogsaa den brede befolknings levestandard blev betydeligt forbedret.
Endvidere ændredes arbejdsforholdene til det bedre. Efterhaanden som fag
foreningernes indflydelse steg, lykkedes det dem at faa nedsat arbejdstiden. I
1872 arbejdedes der saaledes for størsteparten af industriarbejdernes og haand-
værkernes vedkommende ca. 11 timer. I 1900 var det lykkedes at komme ned
paa 10 timer, og i 1 9 14 paa 9 timer. Arbejdsbetingelserne paa fabrikker og værk
steder blev lettere, og hertil bidrog ogsaa statens indgreb gennem fabrikstilsynet,
hvis bestemmelser samledes i fabriksloven i 1901.
Indenfor detailhandelen blev den urimeligt lange arbejdstid begrænset. 1876
gennemførtes en helligdagslov, hvorefter butikkerne paa helligdage skulde holdes
lukket fra kl. 9 til
4
. 1891 bestemtes, at der skulde lukkes kl. 9 om morgenen