217 / 341
I 1880erne fik man yderligere to badeanstalter paa Vesterbro og Nørrebro.
Paa Vesterbroanstalten, der var beregnet for velhavere, fandtes foruden varme
bade tillige medicinske bade og en russisk badstue. Disse faa og smaa bade
anstalter kunde dog ikke siges at dække befolkningens behov for varme bade.
En beregning fra slutningen af 1880erne gaar ud paa, at det samlede aarlige
antal karbade var 299.000 d. v. s. eet bad om aaret pr. indbygger.
Fra omkring 1900 tog kommunen initiativet til opførelse af varmtvands-
badeanstalter. 1900-1902 indrettedes en tidssvarende paa Kommunehospitalet,
som var tilgængelig for ikke-patienter, og samtidig lagdes der planer om at
opføre 7 kommunale anstalter rundt om i byen. Den første blev taget i brug
i 1903 i Saxogade og de følgende i henholdsvis 1909 og 1910 i Sofiegade og
Helsingørsgade.
Derimod blev det overladt det private initiativ at opføre »København«, der
blev tilgængelig for publikum i 1903. 1904 aabnedes den første lukkede svømme
hal. Det var saltbadeanstalten »Gamma« paa Fridtjof Nansens Plads, men den
fik dog kun en kort levetid.
I 1870 foregik sommerbadningen for mænd fra badeanstalten Rysensteen og
fra Kalvebodstrand. I 1876 indrettedes ogsaa en søbadeanstalt for kvinder. Des
uden fandtes badeanstalter paa Østerbro, og man badede fra »Venedig« i selve
havnen. Efter kloaksystemets gennemførelse blev det imidlertid umuligt at bade
her. 1885 anlagdes derfor en række nye badeanstalter deriblandt »Helgoland«.
Først fra 1902, da det nye pumpesystem var færdigt, kunde havnen atter be
nyttes; saaledes aabnedes i 1905 en anstalt ved Eangebro, der fik det gamle navn
Rysensteen.
I 1870 stod endnu mindet om 50ernes store koleraepidemi frisk i erindrin
gen. Først i 1
884
gennemførtes imidlertid bestemmelser om bekæmpelse af
epidemier. I sundhedsvedtægten fra 1886 udvidedes denne kontrol, og lægerne
fik f. eks. pligt til hver uge at anmelde epidemiske tilfælde. Endvidere kunde
den angrebne efter lægens bestemmelse indlægges paa et hospital, hvilket blev
vederlagsfrit. Paa denne maade blev efterhaanden alle, der ramtes af en epide
misk sygdom, indlagt paa hospital og afsondret, hvorved smittefaren begrænsedes.
I 1897 oprettedes en undersøgelsesstation for difteritis og i 1901 stationer, som
kunde undersøge personer, der var mistænkt for at have tyfus.
Et meget alvorligt problem var tuberkulosen, som ikke mindst paa grund
af de daarlige sociale forhold havde faaet et uhyggeligt omfang. Fra slutningen
af aarhundredet begyndte man for alvor at gribe ind. 1905 kom en for hele
landet gældende lov herom, og 1908 stiftedes Nationalforeningen for Tuberku
556
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y