DEN M O D E R N E S T O R B Y
5 5 7
losens Bekæmpelse. I Københavns kommune oprettedes Tuberkulosestationen, og
fra 1899 blev Øresundshospitalet udelukkende anvendt ved behandlingen af
tuberkulosepatienter.
Endvidere blev bekæmpelsen af de veneriske sygdomme aktiviseret i denne
periode, men ogsaa dette skete paa landsomfattende basis. 1900 ophævedes
prostitutionen, og der indførtes straffebestemmelser mod udbredelse af vene
riske sygdomme.
Det københavnske hospitalsvæsen gennemgik efter 1870 en stor udvikling
paa grund af befolkningstilvæksten og de voksende krav om en mere effektiv
bekæmpelse af sygdomme. I 1870 fandtes foruden de militære hospitaler Frede
riks Hospital og det i 1863 indviede Kommunehospital. I 1874 besluttede kom
munen at opføre to nye hospitaler. Det mindste, Øresundshospitalet, blev taget
i brug i 1878, mens det andet, Blegdamshospitalet, der skulde benyttes som
epidemisygehus, stod færdigt i 1879.
blev endvidere det senere Rudolph
Berghs Hospital fuldført.
Den store befolkningstilvækst samt indlemmelserne i 1901-02 gjorde imid
lertid problemet om nybygninger brændende. I 1902 indviedes Sundby Hospital
og 1903 Balders Hospital. Endelig vedtog borgerrepræsentationen i 1908 de nød
vendige midler til opførelse af et virkeligt stort hospital, og i 1913 kunde den mo
derne nybygning paa Bispebjerg begynde at modtage patienter.
Ikke alene kommunen var aktiv indenfor hospitalsbyggeriet, ogsaa private
ydede et bidrag. Blandt periodens betydeligste privatopførte hospitaler er
Set. Josephs Hospital, der oprettedes i 1875 af katolske søstre, Dronning Louises
Børnehospital (1879) og Set. Elisabeths Hospital, der ogsaa var katolsk og ind
viedes i 1905. Endelig bør nævnes Finseninstitutet, som stiftedes i 1896.
I 1872 lod indenrigsministeriet foretage en undersøgelse af arbejdernes
økonomiske kaar. Dens pessimistiske konklusion lyder saaledes: »Det fremgaar,
at arbejderens liv i fuldeste maal er af haanden i munden; træder sygdoms eller
alderdoms affældighed til, eller bliver familien meget talrig, vil der saa godt som
altid indtræde mangler, idet erhvervet er saa ringe, at nogen kapital vanskelig
kan opspares.«
Under saadanne forhold maatte den offentlige forsorg faa den største betyd
ning. Den liberalistiske tankegang, som var dominerende i disse aartier, havde
imidlertid ikke megen plads til medlidenhed endsige hjælp for dem, der levede i
samfundets daarligst stillede befolkningsgrupper. Fattigvæsenet var det eneste
svar, liberalisterne ville give den øjeblikkeligt nødstedte, den syge eller den gamle.
De, der kviede sig ved at komme i fattigforsorgens ublide klør, maatte derfor lide