KøbenhavnFraBopladsTilStorby

DEN M O D E R N E S T O R B Y

5 5 7

losens Bekæmpelse. I Københavns kommune oprettedes Tuberkulosestationen, og

fra 1899 blev Øresundshospitalet udelukkende anvendt ved behandlingen af

tuberkulosepatienter.

Endvidere blev bekæmpelsen af de veneriske sygdomme aktiviseret i denne

periode, men ogsaa dette skete paa landsomfattende basis. 1900 ophævedes

prostitutionen, og der indførtes straffebestemmelser mod udbredelse af vene

riske sygdomme.

Det københavnske hospitalsvæsen gennemgik efter 1870 en stor udvikling

paa grund af befolkningstilvæksten og de voksende krav om en mere effektiv

bekæmpelse af sygdomme. I 1870 fandtes foruden de militære hospitaler Frede

riks Hospital og det i 1863 indviede Kommunehospital. I 1874 besluttede kom

munen at opføre to nye hospitaler. Det mindste, Øresundshospitalet, blev taget

i brug i 1878, mens det andet, Blegdamshospitalet, der skulde benyttes som

epidemisygehus, stod færdigt i 1879.

blev endvidere det senere Rudolph

Berghs Hospital fuldført.

Den store befolkningstilvækst samt indlemmelserne i 1901-02 gjorde imid

lertid problemet om nybygninger brændende. I 1902 indviedes Sundby Hospital

og 1903 Balders Hospital. Endelig vedtog borgerrepræsentationen i 1908 de nød

vendige midler til opførelse af et virkeligt stort hospital, og i 1913 kunde den mo

derne nybygning paa Bispebjerg begynde at modtage patienter.

Ikke alene kommunen var aktiv indenfor hospitalsbyggeriet, ogsaa private

ydede et bidrag. Blandt periodens betydeligste privatopførte hospitaler er

Set. Josephs Hospital, der oprettedes i 1875 af katolske søstre, Dronning Louises

Børnehospital (1879) og Set. Elisabeths Hospital, der ogsaa var katolsk og ind

viedes i 1905. Endelig bør nævnes Finseninstitutet, som stiftedes i 1896.

I 1872 lod indenrigsministeriet foretage en undersøgelse af arbejdernes

økonomiske kaar. Dens pessimistiske konklusion lyder saaledes: »Det fremgaar,

at arbejderens liv i fuldeste maal er af haanden i munden; træder sygdoms eller

alderdoms affældighed til, eller bliver familien meget talrig, vil der saa godt som

altid indtræde mangler, idet erhvervet er saa ringe, at nogen kapital vanskelig

kan opspares.«

Under saadanne forhold maatte den offentlige forsorg faa den største betyd

ning. Den liberalistiske tankegang, som var dominerende i disse aartier, havde

imidlertid ikke megen plads til medlidenhed endsige hjælp for dem, der levede i

samfundets daarligst stillede befolkningsgrupper. Fattigvæsenet var det eneste

svar, liberalisterne ville give den øjeblikkeligt nødstedte, den syge eller den gamle.

De, der kviede sig ved at komme i fattigforsorgens ublide klør, maatte derfor lide