219 / 341
5 5 8
K Ø B E N H A V N F R A B O P L A D S T I L S T O R B Y
i tavshed eller haabe paa den private godgørenhed. Ganske vist fandtes private
forsikringsinstitutioner, og især vandt sygekasserne, som støttedes af den voksende
fagforeningsbevægelse, fremgang. 1885 var der saaledes i København 66 syge
kasser, og man regnede med, at halvdelen af byens haandværkere og arbejds-
mænd var medlemmer. Fra 1870erne begyndte endvidere arbejdsgiverne at
ulykkesforsikre deres arbejdere, men der var dog stadig store omraader, hvor
den trængende kun kunde søge fattigvæsenet.
Det københavnske fattigvæsen administreredes i 1870 i det store og hele
efter ordningen fra 1799. Ifølge denne var det fattigvæsenets opgave at tage
sig af alle trængende, som ikke selv kunde skaffe sig underhold, og sørge for,
at de gamle og svage fik almisse, at de arbejdsføre blev sat i arbejde, og at de
syge blev helbredt. Naar den trængende var blevet tildelt støtte, betragtedes han
eller hun som »indskrevet fattig« og var underkastet fattigvæsenets myndighed.
Det gjaldt saaledes om at finde arbejde til de trængende. Dette bestod enten
i, at de anbragtes hos private eller beskæftigedes af fattigvæsenet selv.
Dette foregik i forskellige stiftelser. Den vigtigste var »Ladegaarden«, der op
rettedes i 1822, og som fra 1833 tillige blev benyttet som tvangshus for tiggere
og lignende. Her udførte lemmerne forskelligartet arbejde, og deres underhold
stod i forhold til den arbejdsydelse, de præsterede. Endvidere arbejdede de for
offentlige institutioner. Saaledes besørgede de indtil 1908 gadefejningen paa
de københavnske gader. I arbejdsløshedsperioder, f. eks. i 80erne, klagede fag
foreningerne over den konkurrence, de paaførte arbejderstanden.
Paa Ladegaarden samledes en broget skare. Der var forarmede haandvær
kere og løsladte forbrydere, mænd og kvinder mellem hinanden. Moralen var
primitiv og dikteret af forholdene. I 1870 bestemtes det, at mænd og kvinder
blandt de husvilde skulde skilles i to afdelinger, og at begge køn ikke maatte
have udgangstilladelse samme dag. Følgen var, at antallet af »husvilde« meget
hurtigt faldt. Lemmerne var ofte ildeset af byens borgere, og paa helligdage,
hvor de fik lov til at forlade gaarden, vakte de offentlig skandale, naar de
drukne og larmende vendte hjem om aftenen. Først i 1908 ophørte Lade-
gaardens eksistens, og »Sundholm« paa Amager blev taget i brug.
Den forsørgelse, som ydedes de fattige, der ikke kunde arbejde, blev tildelt
enten ved ophold paa fattighuse eller ved anbringelse i private huse. I 1870
fandtes der 3 fattig- eller arbejdshuse i København: Frue Sogns Arbejdshus,
Nicolai Sogns Arbejdshus og Frelserens Sogns Arbejdshus. Lemmerne, der ikke
alene var gamle, svagelige eller uarbejdsdygtige, men ogsaa børn, fik her husly
og mad, mens de maatte skaffe sig resten ved gaver eller lidt arbejde. Om