225 / 341
5 6 4
KØBENHAVN FRA BOPLADS TIL STORBY
gørelse begyndt gennem Pio og hans fællers indsats. I »Socialisten« kunde de
daarligst stillede borgeres klager og ønsker til kommunalbestyrelsen blive offent
liggjort, og gennem fagforeningerne fremsattes gang paa gang ønsker og anmod
ninger om, at kommunalbestyrelsen skulde gribe ind for at mildne følgerne af
arbejdsløshed og haarde vintre. De hjalp dog ikke meget. Fattighjælpen var det
eneste hjælpemiddel, som de nationalliberale herrer paa raadhuset paa Nytorv
kendte.
Inden for de liberale kredse i byen, der rekruteredes blandt akademikerne
og flere af de fremtrædende mænd indenfor industri og handel, begyndte ogsaa
en opposition at gøre sig gældende mod bystyret. Deres organ var »Morgen
bladet« og senere »Politiken«, og i efteraaret 1883 oprettede de Københavns libe
rale Vælgerforening. Mellem disse to grupper, socialdemokrater og liberale, ind
ledtes et kommunalpolitisk samarbejde ved valgene til borgerrepræsentationen.
De saglige krav, som stilledes, var, at bystyret skulde føre en mere socialt betonet
politik i videste forstand.
Dette bevirkede naturligvis ogsaa en samling i modstandernes lejr, og gen
nem 10 aar kæmpede man om borgerrepræsentationen. V ed valget i 1893 lyk
kedes det endelig den socialdemokratisk-liberale samling at vinde. De nyindvalgte
liberale var bagermester Jacob Marstrand, boghandler Gustav Philipsen og
cand. phil. Herman Trier. Socialdemokraterne fik valgt 2 mand, nemlig for
manden for De samvirkende Fagforeninger i København Jens Jensen og lærer
K . M . Klausen.
Dermed var der skudt en breche i højres københavnske fæstning. Allerede
i det første møde i borgerrepræsentationen, hvor de nye medlemmer var til stede,
forekom en episode, som tydeligt viste, at en ny aand havde holdt sit indtog. Da
bagermester Marstrand rejste sig for at gøre nogle bemærkninger og herunder
udtalte sig paa sine meningsfællers vegne og brugte udtrykket »vi«, blev dette
øjeblikkeligt paatalt af en højremand med den motivering, at det ikke var skik
og brug at danne partier i borgerrepræsentationen.
V ed valgene de følgende 3 aar lykkedes det højre at vinde ved at opstille
»borgerlister«, men i 1897 °S atter i 1898 tabte det igen. Dermed havde opposi
tionen sejret. Den havde nu flertallet i borgerrepræsentationen, som valgte den
liberale Herman Trier til formand.
Højre gik i de følgende aar stadig tilbage og havde i 1900 kun 6 af borger
repræsentationens 36 pladser. Indenfor den sejrende liberal-socialistiske koalition
var socialdemokraternes indflydelse stigende, og i disse aar blev en række af
deres mest fremtrædende mænd, som f. eks. P. Knudsen, M artin Olsen, Borg-