228 / 341
DEN MODERNE STORBY
5 6 7
fuldstændige magtovertagelse i København. Det tog navneforandring til borgerlig
fællesgruppe og søgte samarbejde med de radikale. Dette fik udtryk i 1910, da
den socialdemokratiske borgmester P. Knudsen døde, og den radikale Carl
Lehmann valgtes til hans efterfølger.
Udviklingen kunde dog ikke standses. V ed valget i 1913, det sidste før ver
denskrigens udbrud, forøgede socialdemokraterne deres mandater til 27, og det
kunde forudses, at de snart vilde faa absolut flertal i Københavns bystyre.
København i nationens politiske liv.
Den økonomiske udvikling efter 1870 gav atter København stillingen tilbage
som Danmarks økonomiske midtpunkt, saaledes ,om det er skildret i et tidligere
afsnit. Samtidig bevarede den sin politiske og kulturelle betydning i det danske
samfunds liv.
Siden i
84
oeme havde nationalliberalismen været toneangivende i det køben
havnske borgersamfund. Dets ideer beherskede byens handelsverden. Byens
ledende mænd tilhørte dette parti, og indenfor videnskab, kunst, litteratur og
presse sad dets tilhængere og idealer i højsædet.
I 1870 syntes nationalliberalismen at herske uindskrænket. Ganske vist havde
dens politik lidt et nederlag i i
864
, men dens mænd indtog stadig en førerstilling
i dansk politik, og indenfor aandslivet var dens herredømme saa godt som
uantastet.
I løbet af denne periode faldt imidlertid den selvsikre nationalliberalisme og
afløstes af strømninger, som den nye udvikling i det danske samfund affødte.
Socialismen, venstre og radikalismen rykkede ind i den danske samfundsudvik
ling. D a den gamle tid havde sin højborg i København, blev det her, at mange
af de voldsomste kampe mellem det gamle og det nye blev udkæmpet.
De kaar, som tilmaaltes arbejderklassen i industrialismens gennembrudsaar,
er skildret foran. Men dette var et lille led i en almindelig europæisk tilstand.
I begyndelsen af 1871 udbrød kommunardopstanden i Paris, og dens bud om
social retfærdighed og arbejderklassens styrke, naar den rejste sig, spredtes over
hele Europa, vakte haab om bedre kaar i mange hjerter, frygt for tabet af vel
erhvervede rettigheder i andre.
Allerede i i
864
var den første arbejderinternationale blevet oprettet af Karl
Marx. Uden egentlig grund blev den sat i forbindelse med opstanden i Paris,
men for de herskende klasser var pariserkommunen og »internationale« udtryk
for uhyggelige kræfter, der var blevet sluppet løs, og som maatte bremses.